Advokat stempler beslutning som ulovlig: Politikere gik imod faglig vurdering om naturbeskyttelse
Politikere i Viborg Kommune har i tre sager om naturbeskyttelse gået imod forvaltningen. Ulovligt, siger ekstern advokatundersøgelse.
På en eng nær Nørreåen ved Løvskal i Viborg Kommune har ægteparret Lone og Per Frandsen 0,58 hektar jord.
Jorden har været dyrket i mange år og lejet ud til landmænd, men i 2021 bestemte kommunen, at engen skal beskyttes under paragraf tre i Naturbeskyttelsesloven.
Det betyder, at Per og Lone Frandsen ikke længere kan gøde det græs, som er på engen.
- Når man ikke må gøde græs, så har den ingen fødeværdi, og så mister landmanden jo indtægter, og det duer simpelthen ikke, siger Lone Frandsen, som mener, at kommunen dermed har frataget lodsejerne deres jord.
- Det er tyveri ved højlys dag, siger hun.
Politikere går ind i sagen
Lodsejerne er utilfredse med forvaltningens afgørelse og sender en klage til kommunen og Miljø- og Fødevarerklagenævnet.
Og den klage tager politikerne i Viborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg op, og et flertal på tre politikere besluttede i januar 2023, at afgørelsen skal trækkes tilbage, og jorden alligevel ikke udpeges som paragraf 3-beskyttet jord.
Men det kan være ulovligt.
Det slår en ekstern advokat fast i en redegørelse af forløbet. Et flertal i kommunens Klima- og Miljøudvalg er efter advokatens vurdering gået for vidt, mener advokaten Mads Kobberø, som har specialiseret sig i offentligretlige problemstillinger, navnlig miljø og naturretlige forhold,
Politikere er gået for vidt
På Klima- og Miljøudvalgets møde i starten af januar var to af udvalgets medlemmer uenige i beslutningen om at trække forvaltningens afgørelsen tilbage.
Stine Isaksen fra Alternativet, er én af de udvalgsmedlemmer, som ville have sagen taget op i byrådet.
- Det at udnævne en § 3-beskyttet natur kan man kun gøre som naturfaglig vurdering, og derfor synes jeg, at det er over grænsen, at der har været så meget politisk indblanding i de her sager. Det svarer jo til, at vi som lægmænd blander os i en læges vurdering om hvorvidt et ben er brækket eller forstuvet, og det giver simpelthen ikke mening, siger Stine Isaksen.
Den eksterne advokatredegørelse er indhentet af Viborg Kommune og videresendt til byrådet af kommunaldirektør, Lasse Jacobsen, som et led i en orientering om sagen.
I den står der blandt andet, at udvalgets afgørelse vurderes at være 'klart ulovlig'.
Står ved ulovlige handlinger
Selvom advokatredegørelsen stempler politikernes beslutning som ulovlig, er det ikke entydigt rigtigt, mener én af politikerne bag udvalgets beslutning, Lars Mogensen (V).
Han står ved beslutningen, fordi afgørelsen i de tre sager, ifølge ham, ikke giver mening.
- Den dyrkningshistorik de har derude, gør at de selvfølgelig skal have lov til dyrke deres landbrugsjord, som de altid har gjort, siger han.
Forvaltningen skriver i sin afgørelse, at arealet fortsat kan bruges til drift, selvom det er naturbeskyttet. Men det mener hverken lodsejerne Per og Lone Frandsen eller Venstre-politikeren Lars Mogensen enige i.
- Der er kommet en skærpelse af de her områder i juli 2022, som gør, at man ikke må gøde og sprøjte arealer, så det er ikke muligt. Selvfølgelig skal naturen beskyttes, men jeg kæmper også for, at borgerne får en ordentlig og fair behandling, siger han.
Forpligtet til at have en holdning
Lars Mogensen er ikke ked af at gå imod forvaltningens vurdering i enkelte sager, siger han.
For det er hans job som folkevalgt politiker.
- Jeg synes, vi som politikere har en forpligtelse til at sætte os ind i sagerne og så udstikke en retning for, hvilken retning forvaltningen skal gå i, så det har jeg det ikke dårligt med, siger Lars Mogensen.
Det betyder ikke, at han ikke har stor tillid til sine embedsmænd, slår han fast.
- Men jeg har ikke tænkt mig bare at nikke, hver eneste gang, der kommer en vurdering fra embedsmændene. Så kan hvem som helst sidde i udvalget, og vi er da for pokker valgt ind fordi vi har holdninger, og sætter os ind i tingene, siger han.
Må købe jorden eller lade dem være
Lodsejerne Per og Lone Frandsen regner nu med, at afgørelsen om at naturbeskytte deres jord trækkes tilbage.
De kan ikke forstå, at forvaltning mener, naturen ikke er beskyttet tilstrækkeligt, som det er nu.
- Vi smider ikke gødning ud i åen, vi holder jo den afstand, vi skal og gøder ikke mere, end vi må, vi overholder loven, og vi kunne sagtens gøre det uden det påvirker åen, siger Lone Frandsen.
Hvis ikke afgørelsen trækkes tilbage, mener de, at kommunen må købe jorden af dem.
- Kommunen har jo lov at ekspropriere, det kan vi ikke forhindre dem i. Vi har jo givet penge for at købe jorden, så må de også give penge for at stjæle vores jord, slår Lone Frandsen fast.