Bare rolig: Landet løber ikke tør for populær ost

Rygtet lyder, at vi risikerer at løbe helt tør for Gammel Knas. Det er ikke tilfældet, forsikrer vestjysk mejerichef.

2:36
Osten 'Gammel Knas' er så populær, at der har været snak om, at landet kunne løbe tør. Men på Arlas mejeri i Nr. Vium er beskeden en helt anden.
Foto: Niels Viggo Bentsen, TV MIDTVEST

Mejerichefen i Nr. Vium ved Videbæk er helt klar i mælet.

- Rolig nu. Der er masser af ost, siger Claus Hansen.

Det er på det vestjyske mejeri, at Arla Unikas Gammel Knas, som for tiden er landets nok mest omtalte ost, bliver produceret. Lige nu i større mængder end nogensinde.

- Produktionen er skruet op med mange procent, siger Claus Hansen.

Der er dog en udfordring i forhold til at imødekomme den enorme efterspørgsel, Arla oplever helt akut på den særlige ost med proteinkrystaller.

- Den skal lagre i to til to et halvt år, før den opnår de særlige egenskaber, som gør Gammel Knas speciel, siger produktionschef Karina Korsdal.

Ekstraordinær efterspørgsel

Først steg salget voldsomt i sommeren 2023 på grund af en bølge af influencere, som satte tænderne i - og tog billeder af - boller med ost. En såkaldt BMO.

Nogle caféer og bagere fik svært ved at skaffe osten, og rygtet om spredte sig til pressen. Medieomtalen har så igen fået salget til at stige helt vildt de seneste uger.

En ond spiral, som gør at Arla Unika har været nødt til at slå bremsen i på nogle salgskanaler for ikke at dræne lageret for spiseklare oste og undgå decideret mangel.

- Vi har Gammel Knas på lager, det er korrekt, men ikke i de mængder, vi kunne ønske os. Altså den mængde, markedet efterspørger. Vi havde slet ikke forventet den efterspørgsel, men produktionen er jo sket for to år siden. Det tror jeg ikke nogen havde kunnet forudse.

Sådan siger Arla Unikas direktør, Sofie Biltoft-Riis, og er dermed ikke helt enig med mejerichefen i Nr. Vium.

Kan blive udsolgt i perioder

De to kan dog sagtens have ret samtidig. For mens der ganske rigtigt er ret store mængder spiseklar ost på lager, er efterspørgslen helt ekstraordinært stor.

- Det værste er i virkeligheden, hvis folk hamstrer. Så kan alle ikke få, siger mejerichef Claus Hansen.

Nu er produktionen altså øget, men først om to år vil der igen være Gammel Knas i ubegrænsede mængder. Indtil da bliver osten frigivet fra lageret løbende som den altid er blevet, men nogle vil nok gå forgæves enkelte steder i perioder.

- En god ost tager altså bare den tid, en god ost tager, siger produktionschef Karina Korsdal.

Blandt andet er osten lige nu udsolgt på Arla Unikas egen webshop, men rationeringen sker netop for, at lagrene ikke løber helt tør frem mod 2026.

Unge oste er klar til at komme på lager. De er først klar til salg om over to år.
Unge oste er klar til at komme på lager. De er først klar til salg om over to år.
Foto: Niels Viggo Bentsen, TV MIDTVEST