Bjarte Myrhol om sit håndbold-exit: - Min krop kan ikke holde til at spille mere

Skjern Håndbolds 38-årige anfører har besluttet at indstille sin karriere, fordi hans krop ikke længere kan holde til den fysisk krævende sportsgren.

0:58
Den 38-årige stregspiller har i en årrække været blandt verdens bedste stregspillere, men efter denne sæson er det slut.
Foto: TV MIDTVEST

Den norske anfører for Skjern Håndbold, Bjarte Myrhol, offentliggjorde tirsdag, at han stopper som håndboldspiller, når sæsonen er slut. Dermed indstiller den 38-årige stregspiller sin karriere, et år før det ellers var planlagt.

- Jeg gør det, fordi min krop ikke kan holde til at spille håndbold mere. Det er okay at vide, at man har tre-fire måneder tilbage og kæmpe sig igennem det, men det at vide at man skulle have halvandet år igen, det ville blive for meget, siger Bjarte Myrhol til TV MIDTVEST.

Det er en beslutning, som har været undervejs længe. I en periode har han skrevet dagbog om, hvordan hans krop reagerede, når han havde været på håndboldbanen.

- Da jeg så visuelt, hvordan min krop havde det både før og efter håndboldkampe og træningen, så var det en nem beslutning, for der var kun en udvej, siger Bjarte Myrhol, der tidligere er blevet kåret til verdens bedste stregspiller.

Vil også arbejde med håndbold i fremtiden

Selvom beslutningen om at stoppe som håndboldspiller først træder rigtigt i kraft om nogle måneder, så har anføreren allerede lagt planer for fremtiden.

- Mit hjerte brænder for børneidræt. Jeg har arbejdet ved siden af håndbolden med min virksomhed, som hedder Learn Handball, der skal hjælpe børn med at lære håndbold. Det bliver der helt klart mere tid til nu, og jeg glæder mig til at endnu flere børn skal have det sjovt på håndboldbanen, siger han.

Det har dog været en dag, hvor følelserne har siddet uden på tøjet. Det er nemlig ikke let at sige farvel til livet som håndboldspiller efter så mange år i sporten.

- Der vil være ting, jeg vil savne helt vildt, men jeg ser også mange muligheder ved at stoppe med at spille håndbold. Så jeg glæder mig, men der bliver også nogle savn. Det er klart, siger Bjarte Myrhol.

Udover Skjern Håndbold har han blandt andet spillet i Veszprém, Nordhorn og Rhein-Neckar Löwen.