Efter Lem Kær møde: Nu bliver der færre møller og ingen industri
På baggrund af flere indsigelser fra har man valgt at droppe flere møller ved Lem Kær og skrotte et industriområde. Det er gode nyheder, lyder det fra protestgruppe, der stadig vil have projektet endegyldigt droppet.
Det er på mange måder en svær beslutning, som medlemmerne af byrådet i Ringkøbing-Skjern skal træffe.
På den ene side kan en udvidelse af vindmølle-testområdet Lem Kær sikre lokale arbejdspladser og hjælpe Danmark i den grønne førertrøje, når det kommer til vedvarende energi og arbejdspladser.
- Vi er nødt til at acceptere vindmøller, solceller og master, siger direktør i Energicenter Nord Mads Skaarup Willadsen, der sammen med Skovgaard Invest er kommet med forslaget.
På den anden side frygter nogle lokale at blive holdt vågen af lavfrekvent støj fra høje vindmøller, der skal pryde horisonten.
Nu bliver beslutningen måske lidt nemmere at træffe for byrådspolitikerne. I forbindelse med et temamøde torsdag kom det frem, at projektansøgerne med egne ord har lyttet til "indsigelserne".
Derfor har man nu skrottet det oprindelige idéoplæg. I stedet lægger de to projektansøgere op til reducere antallet af vindmøller fra 11 til 8. Samtidig skal der nu også kun være to vindmøller, der måler 270 meter i højden.
Selvom projektmagerne har lyttet til indsigelserne, er Anna Hilden fra Velling langt fra tilfreds.
Som nabo står hun til at få udsigt til de store vindmøller, der efter det gamle forslag skal ligge godt 1700 meter fra hendes hjem.
Den præcise placering i det idéoplæg er ukendt, men det ændrer ikke hendes syn på sagen.
- Vi helmer ikke før byrådet stemmer nej, understreger hun.
Som medlem af 'Koordinationsgruppen mod udvidelse af Lem Kær' har hun i lang tid argumenteret imod projektet. Hun frygter, at de meterhøje testmøller vil give lavfrekvent støj og visuelle gener med deres store højder og advarselslys.
Derfor har det ifølge hende ikke den store betydning, at man vil skrotte 3 af de 11 vindmøller i den ny ansøgning.
- Det er en gratis omgang at skære projektet ned med tre møller. Jeg tror ikke, at man nogensinde ville have haft behov for 11 testvindmøller på én gang, siger hun.
Direktør i Energicenter Nord Mads Skaarup Willadsen afviser blankt idéen om reduktionen i antallet af vindmøller er en "gratis omgang".
- Vi retter løbende planen til efter dialog med Vestas og naboerne, forklarer han, og understreger, at hverken han eller Vestas kan blive konkrete på grund af konkurrence på vindmøllemarkedet.
Han forventer dog, at de to højeste møller først vil stå klar i slutningen 2020'erne.
Ifølge direktøren er man på baggrund af snak med Vestas og borgere blevet klogere siden projektets spæde start.
- Da vi lavede idéoplægget var tanken, at vi ville have maksimal plads. Realiteten siger så, at der højst sandsynligt kun kan blive plads til otte møller. Desto større møller, desto færre er der plads til, forklarer han med henvisning til at man samtidig respekterer de nærmeste naboer.
Glæder sig over farvel til industri og power-to-x
Det er ikke kun antallet af vindmøller og deres størrelse som projektmagerne er klar til at ændre.
I det nye forslag vil man også kunne se, at stedets tilhørende power-to-x-anlæg skal rykkes ud af den kystnære zone.
Det er planen, at anlægget skal være med til at undersøge potentialet i at omdanne overskydende vindmøllestrøm til eksempelvis brint, der kan bruges som blandt andet brændstof. Det er også den slags anlæg, der på sigt skal anlægges i Nordsøen via en energiø.
- Det er da positivt, at man indset, at det ikke er smart at lægge power-to-x-anlægget kystnær.
Ud over at flytte det grønne anlæg, så varsler den nye ansøgning også et opgør med idéen om et industriområde, der skulle ligge i forbindelse med testcentret.
- Det er en god nyhed, understreger Anna Velling.
I sidste ende er det byrådspolitikerne, der skal give grønt eller rødt lys til projektet.
Efter torsdagens møde og de nye oplysninger indrømmer borgmester Hans Østergaard (V), at beslutning stadig er svær.
- Jeg er på ingen måder klar til at sige nej til projektet, men nu skal vi blive endnu klogere, siger han.
Til august begynder planfasen for projektet. Efterfølgende skal der udarbejdes en VVM-redegørelse og en lokalplan.
Undervejs vil Vestas og de to projektansøgere gå i dialog med borgere og andre interesserede, når corona tillader det, oplyser Mads Skaarup Willadsen.
Først på et senere tidspunkt skal politikerne tage endelig stilling til projektet.