Efter seks år er håndværkere i gang: Nyt sted skal lokke unge til

Siden 2018 har det været planen, at der skal laves et ungdomshus i den gamle stationsbygning i Ringkøbing. Nu er håndværkerne gået i gang, og de unge glæder sig.

2:41
Isabella Egebæk Skovhuus glæder sig til at tage det nye ungdomshus i brug, som hun skal være med til at indrette.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

De har ventet i seks år, men nu er der endelig godt nyt for de unge i Ringkøbing-Skjern Kommune. For håndværkerne er gået i gang, så byens ungdomshus kan blive færdigt og ikke mindst brugbart. 

- Der er behov for et ungdomshus, fordi der skal være et sted, hvor man kan mødes som unge mennesker, og hvor alle kan være med, siger Isabella Egebæk Skovhuus, der er formand for det lokale ungdomsråd.  

Hun glæder sig til at gøre brug af det nye ungdomshus, når det står færdigt om et år, for de har manglet sådan et sted:

- Mange af tilbuddene i byen er for den lidt yngre del af ungdommen og målrettet folkeskolen. Hvis man tager en ungdomsuddannelse og bliver boende efter, så er der ikke et sted, hvor man kan mødes, og det er vigtigt.

Lige nu bruger ungdomsrådet et af lokalerne til møder, men i fremtiden skal flere ungdomsorganisationer og foreninger flytte ind. Man behøver dog ikke være politisk interesseret for at bruge huset - det skal også være et sted for unge mennesker at lave afleveringer, drikke kaffe eller hænge ud og være kreativ.

En fredet bygning

I 2018 blev det besluttet, at Ringkøbing Station skulle bruges som ungdomshus. Men bygningen er lige knap 150 år - og ikke mindst fredet. 

Det betyder, at alle ændringer skal godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen. Blandt andet må der ikke ændres på planløsningen på første sal, og så skal køkkenet og fliserne bibeholdes.

Derudover skulle der findes godt syv millioner kroner til renoveringen. Penge det nu er lykkedes foreningen Ringkøbing Station at finde.  

Håndværkere i fuld gang

I hele 2024 vil der være godt gang i renoveringen af den gamle stationsbygning. Først skal de offentlige toiletter istandsættes, og så skal den gamle ventesal gøres klar, så de rejsende også har et sted at opholde sig. 

Herefter kommer turen til det gamle billetkontor og første sal, hvor de unge kommer til at opholde sig. 

- Det er så dejligt, at der er begyndt at ske noget nu, fortæller Hans Christian Vestergaard mens han viser rundt i bygningen, og fortæller at processen har været lidt ligesom at spise en elefant. Lidt uoverskuelig - men tager man en bid af gangen, så lykkedes det til sidst.

Han er formand for Ringkøbing Station og Ringkøbing Udviklingsforum og har været med siden DSB første gang henvendte sig i 2018 med projektet Nyt liv i stationerne. 

Her kom mange forskellige forslag ind fra borgere - alt fra modeljernbane til stripklub på første sal. De endte dog på et sted for unge mennesker.

- Kan vi lave noget, som er med til at skabe bedre vilkår for borgerne i kommunen, så skal vi helt sikkert det, siger han og fortæller, at det i høj grad også handler om at lokke de unge mennesker, der flytter fra byen hjem igen. 

- Hvis de oplever en by, hvor det som ung har været fantastisk at bo i - blandt andet fordi man havde sådan et rigtig fedt ungdomshus, så håber vi, at de kommer tilbage, når de engang stifter familie, og så deres børn kan vokse op her. 

Hans Christian Vestergaard foran det gamle billetkontor, som bliver hjertet i det nye ungdomshus.
Hans Christian Vestergaard foran det gamle billetkontor, som bliver hjertet i det nye ungdomshus.
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

Færdig om et år

Selvom håndværkerne er rykket ind, så går der stadigvæk et helt år før ungdomshuset står klar. 

- Men der skal vi i hvert fald også være klar, for den 31. marts 2025 har Ringkøbing Station 150 års jubilæum, og det skal fejres. Blandt andet med indvielsen af det hele, forklarer Hans Christian Vestergaard. 

For at kunne realisere projektet skulle de både finde penge til anlæg og drift. Førstnævnte har de fundet og fået af fonde, DSB og Transportministeriet. Sidstnævnte har bevilliget fra tre til 20 millioner kroner til istandsættelsen. 

- Det er jo helt utroligt men også en meget speciel bevilling. Det bliver garanteret ikke 20 millioner, men vi håber da på, det bliver lidt mere end tre millioner, siger formanden og fortæller, at kommunen hjælper økonomisk med driften.

I 2019 besøgte TV MIDTVEST de forladte stationer i Tarm og Ringkøbing. Se der her:

3:05
I 2019 kæmpede lokale ildsjæle for at undgå forfald i de tidligere stationsbygninger, som DSB ikke længere bruger.