Efterskoleeleverne jublede - men ikke alle har haft nemt ved at vende tilbage

Der har været brug for ekstra samtaler og opmærksomhed til flere elever, efter Dejbjerglund Efterskole genåbnede for to uger siden.

2:29
Efterskoleeleverne havde glædet sig til at vende tilbage, men det har vist sig at være noget af en udfordring.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Det var en glædens dag, da Dejbjerglund Efterskole for 14 dage siden endelig kunne byde elever og lærere indenfor igen. Mange af eleverne glædede sig til at komme tilbage, men for nogle gav beskeden om genåbningen af efterskolen også en lille uro i maven.

- Jeg var ret nervøs for at komme herop. Jeg havde vænnet mig til at være hjemme, og jeg syntes, der var mærkeligt, at jeg lige pludselig skulle op på skolen igen, siger Madicken Thit Eskildsen, der er elev i 10. klasse.

Det krævede derfor også lidt ekstra energi af hende at finde tilbage til hverdagen på skolen efter ni uger hjemme.

- Jeg havde nok haft det lidt svært inden nedlukningen, og jeg synes, det var rart at komme hjem og få slappet ordentligt af. Så jeg skulle lige vænne mig til tanken om at skulle være i gang hele tiden igen, siger Madicken Thit Eskildsen, der er elev i 10. klasse.

Har følt sig skubbet væk

Det har overrasket forstander Kjeld Lykke Christiansen, at nogle af eleverne har haft brug for ekstra samtaler og opmærksomhed for at lande ordentlig på skolen igen.

- Jeg har en fjerdedel af mine elever, som vi har særlig opmærksomhed på. Og vi har 10-12 stykker, vi faktisk har bedt om at tage hjem i weekenden for at få ro på, så de kan blive klar til at køre igennem indtil påske, siger han.

Ifølge forstanderen har de to perioder med nedlukning i der her skoleår gjort det svært for nogle elever, fordi de gentagne gange har skullet finde sin plads i fællesskabet på ny.

- Vi har nogle, der har følt sig skubbet ud eller skubbet væk to gange, og det er ligesom om, de har haft svært ved at tro på, at pladsen til dem har været der igen. Altså, passer jeg ind? Er jeg god nok? Er de andre kammerater klar til at tage imod mig? Det har fyldt lidt, siger Kjeld Lykke Christiansen.

Kontaktlærer Simon Stensig kan også tydeligt mærke, at der er stor forskel på, hvor lang tid eleverne skal bruge på at finde sig til rette igen.

- Nogle er faldet godt til igen, men der er også nogle, der skal bruge mere tid end to uger, men jeg er ret sikker på, at de nok skal nå tilbage til der, hvor de var før lockdown, siger han.

Håber på opvisninger

For Madicken Thit Eskildsen har nerverne lagt sig, og hun nyder at være tilbage blandt venner og veninder på efterskolen.

- Det har været dejligt. Nu har jeg vænnet mig til at være heroppe, så nu er det skønt, siger hun.

Hun savner dog stadig muligheden for, at eleverne kan komme ud at lave gymnastikopvisninger. Hun håber derfor, at nogle af vinterens aflyste opvisninger kan gennemføres i løbet af foråret og ser frem til, at sommeren er på vej.

- Jeg glæder mig bare til det bliver varmt uden for, så vi kan komme ud at spille noget volley og hygge, siger hun.

I morgen mandag må efterskoler uden for Nord- og Vestjylland også åbne igen.