Flere varevogne udsat for indbrud

Det er fem varevogne, der har været udsat for indbrud. Nu mangler håndværkere deres elværktøj.

Det er primært dyrt elværktøj tyvene er gået efter.
Det er primært dyrt elværktøj tyvene er gået efter.
Foto: Flemming Christensen

Lokalpolitiet i Ringkøbing har travlt efter, at de onsdag fik en række anmeldelser om, at varevogne var bestjålet, det oplyser politikommissær Knud Lauridsen.

Indbruddene på bilerne skete i tidsrummet fra tirsdag klokken 21 til onsdag morgen klokken 5. Knud Lauridsen fortæller, at det er den samme teknik som gerningsmændene benytter sig af.

- De klipper et hul i bilen lige over dørhåndtaget. På den måde kan de påvirke låsen og få adgang til bilen, forklarer han.

I de fem varevogne er det primært elværktøj som batteriboremaskiner og måleudstyr, der er stjålet, men på nuværende tidspunkt ved politiet ikke, hvor mange penge, det drejer sig om.

- Det er svært for håndværkerne at vide lige nu, hvor mange penge tyvene har stjålet for. Men det er jo meget dyrt værktøj, så det løber nok hurtigt op, oplyser politikommissæren.

Også Lind er plaget

De fem indbrud er alle foregået i Spjald på gaderne:

- En på Bygmarken

- En på Havrevænget

- To på Søndervang

- En på Vestergade

Men Spjald er ikke den eneste by, der har været plaget af indbrud i varevogne. Også i Lind nær Herning har de været udsat for lignede tyverier for kort tiden siden, fortæller politikommissær Knud Lauridsen. 

Sagerne er overflyttet til Holstebro Politi, som nu efterforsker hændelserne og ser, om der kan være en sammenhæng mellem indbruddene.