Flertal afviste kritikken: Akutklinik er lukket indtil april

Venstres Steen Jakobsen frygter, at det ikke er sidste gang, lukningen af akutklinikken i Ringkøbing bliver forlænget.

Akutklinikken i Ringkøbing blev lukket i december. I første omgang var det meningen, at den skulle åbne igen 15. januar (arkivfoto).
Akutklinikken i Ringkøbing blev lukket i december. I første omgang var det meningen, at den skulle åbne igen 15. januar (arkivfoto).
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Lukningen af akutklinikken i Ringkøbing forlænges frem til den 1. april.

Det har et flertal i forretningsudvalget i Region Midtjylland netop besluttet.

Venstre, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Nye Borgerlige stemte imod, men et flertal besluttede at følge indstillingen fra direktionen om at forlænge lukningen.

Begrundelsen for midlertidigt at holde akutklinikken lukket er en stor mangel på sygeplejersker andre steder i Hospitalsenheden Vest. 

Flere afdelinger er hårdt pressede af personalemangel, og derfor er sygeplejerskerne fra Ringkøbing sat ind for at hjælpe andre steder i enheden.

Klinikken blev i første omgang lukket den 17. december. Meningen var, at den skulle åbne igen 15. januar, men det blev så forlænget til 4. februar og nu altså 1. april.

De mange udsættelser gør Venstres medlem af forretningsudvalget, Steen Jakobsen fra Struer, nervøs for, at der kan blive tale om en endnu længere lukning.

- Jeg kan godt frygte, at det hele tiden bliver rykket, så der går meget lang tid, inden klinikken åbner. Og det er ikke det, vi har lovet befolkningen. Vi har besluttet, at vi vil have en akutklinik i Ringkøbing, siger Steen Jakobsen.

Han mener, at de initiativer, som regionen har sat i værk for at afhjælpe personalemanglen, gør det unødvendigt at holde klinikken i Ringkøbing lukket.

Bekymringsbrev

Planerne om at forlænge lukningen har på forhånd mødt kritik. Blandt andet har Ældre Sagen i Ringkøbing-Skjern Kommune sendt et bekymringsbrev til medlemmerne af det midtjyske regionsråd.

- Mange ældre kan ikke transportere sig selv, hvorfor det skaber et yderligere pres på deres pårørende. Ved lukning af akutafdelingen flytter man regionens problem til de ældre og svageste i området, lyder det blandt andet i brevet.

Klinikken i Ringkøbing er en del af regionens akutberedskab og kan ses som et alternativ til skadestuerne for patienter med mindre skader. Akutklinikken er bemandet af sygeplejersker og holder - når den altså ikke er midlertidigt lukket - åbent fra klokken 8 til 22 for visiterede patienter. 

- Jeg er med på, at det er mindre skader, klinikken tager sig af. Det handler ikke om liv eller død. Men folk holder jo ikke op med at komme til skade i Ringkøbing-området, bare fordi klinikken lukker. 

- Klinikken dækker et stort område - der kommer blandt andet folk fra Hvide Sande. De skal nu til Herning, og lukningen gør det mere besværligt for mange mennesker, der oplever det her som en serviceforringelse, siger Steen Jakobsen.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (A) har tidligere i en pressemeddelelse beklaget de gener, lukningen medfører.

- Sammen med Hospitalsenheden Vest arbejder vi fra politisk hold målrettet med at finde snarlige løsninger, så akutklinikken kan åbne igen, lød meldingen.

Kühnau har over for TV MIDTVEST afvist, at det giver mening at lade sygeplejersker fra andre hospitalsenheder tage vagter i Hospitalsenheden Vest. Det vil bare flytte problemerne, lød argumentet.