Indbrudsbølgen fortsætter: Flere varevogne i landsdelen tømt for værktøj
Onsdag var det fem varevogne, der har været udsat for indbrud. Torsdag var der igen tyve på spil i håndværkerbiler flere steder i Midt- og Vestjylland.
Igen har lokalpolitiet i Ringkøbing travlt med sager om håndværker, der mangler deres elværktøj.
Onsdag modtog politiet tre anmeldelser om indbrud i varevogne, og torsdag modtog man igen tre anmeldelser.
Denne gang i tidsrummet klokken 08.27-09.01 i Hemmet, oplyser politiassistent Martin Bjerg.
- Vi arbejder meget kraftigt med en teori om, at det er de samme gerningsmænd, som stjal elværktøj i tre varevogne i Spjald, siger han.
Det er elværktøj som boremaskiner og måleudstyr, som bilerne er tømt for, men på nuværende tidspunkt vides det ikke, hvilken værdi værktøjet har.
Samme teknik
I alle indbrud på varevognene er det samme metode, som tyvene bruger.
Gerningsmændene skærer hul i varevognen tæt på bilens håndtag, så de kan komme ind til låsen, oplyser Martin Bjerg. Og det er den samme teknik, som også blev anvendt på varevognene i Spjald.
Indbruddene i varevognene fandt sted på Gammellandevej og Tarmvej i Hemmet.
Både i Spjald og i Hemmet har der hverken været vidner eller overvågningsbilleder, der kunne hjælpe politiet frem til gerningsmændene.
Indbrud flere steder
Også ved lokalpolitiet i Herning har de for få dage siden haft flere lignende sager.
- Så sent som i tirsdags fik vi anmeldelser om varevogne, der havde været udsat for indbrud, fortæller Bent Smedegaard.
Her er det også elværktøj, der har været målet for tyvene.
Det er dog ikke en ny tendens. Det har stået på i lang periode, oplyser Bent Smedegaard.