Kraftig brand i stuehus – røgen kunne ses mere end 10 kilometer væk

Selv om 20 brandfolk lige nu er i gang med at slukke en brand på en gård i Grønbjerg, så er stuehuset ikke til at redde.

Stuehuset står ikke til at redde efter branden.
Stuehuset står ikke til at redde efter branden.
Foto: Presse-fotos.dk

Allerede 10 kilometer før indsatslederen nåede frem til en gårdbrand, kunne han se røgskyen.

- Da jeg kørte fra Tim, kunne jeg se røgen, og den kunne ses rigtig langt væk. Det var en meget sort røg, siger Rune Madsen, der er indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest.

Røgen fra branden kunne ses flere kilometer væk.
Røgen fra branden kunne ses flere kilometer væk.
Foto: Presse-fotos.dk

Kort efter klokken 8.00 lød alarmen om en brand på en gård på Algade ved Grønbjerg, nord for Spjald.

- Vi kunne ikke få fat i dem, der bor der, men vi har været inde i bygningen og tjekke, at der ikke er nogen hjemme, siger indsatslederen.

Udfordringer med metaltag

Da brandfolkene kom frem til gården, var stuehuset overtændt. Udfordringen ved slukningsarbejdet var, at ilden spredte sig under et metaltag.

- Vi forsøger at komme ind under taget med en skæreslukker, og hvis det ikke lykkes, skal vi have fat i en kran, siger Rune Madsen.

Han formoder, at branden er startet i et fyrrum og forventer, at slukningsarbejdet fortsætter indtil middagstid.

Ingen dyr eller mennesker kom til skade ved branden.

Der er ikke meget tilbage af stuehuset efter branden.
Der er ikke meget tilbage af stuehuset efter branden.
Foto: Mia Ostenfeld, TV MIDTVEST