Kritikere af omstridt testcenter blev ikke overbevist på borgermøde

Modstandere og fortalere for energitestcentret i Lem Kær mødtes onsdag aften til et borgermøde i Højmark.

2:19
Budskabet fra Koordinationsgruppen mod Lem Kær var ikke til at misforstå.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Debatten om det store energitestcenter Lem Kær syd for Ringkøbing er indtil nu mest foregået i medierne, men onsdag aften stod modstanderne ansigt til ansigt med folkene bag projektet.

Det skete på et borgermøde i Højmark, hvor de private projektansøgere sammen med vindmøllekoncernen Vestas gik i dialog med borgere fra de tre omkringliggende byer Højmark, Velling og Lem. 

- Jeg synes, at vi har en god dialog, og det er befriende, at folk også stiller nogle af de svære spørgsmål, sagde produktionsdirektør i Vestas, Tommy Rahbek Nielsen, til TV MIDTVEST.

Testcentret skal efter planen bestå af otte store vindmøller og et power-to-x-anlæg, som skal gøre det muligt at lagre møllernes energi, så den kan bruges i perioder, hvor det ikke blæser.

For at komme kritikerne i møde har ansøgerne tilpasset projektet på flere punkter. Blandt andet er det kun to af møllerne, der vil blive 270 meter høje. 

Tommy Rahbek Nielsen gjorde meget ud af at fortælle de omkring 80 fremmødte, hvorfor det er så vigtigt for Vestas at kunne teste fremtidens vindmøller og være med til at udvikle ny grøn teknologi. 

- Det vil være ærgerligt, hvis Ringkøbing-Skjern ikke vil være med på den rejse, hvor vi var foregangsmænd i tidernes morgen, siger han.

Ingen garanti om 10 år

Selv om parterne talte pænt til hinanden, fik borgermødet dog langt fra kritikken til at forstumme.

- Jeg er glad for, at der er taget initiativ til det her. Der er også nogle ting, vi har fået svar på, men jeg må bare sige, at der er ikke noget nyt, lød det fra Alex Bonde Holm, der er medlem af Koordinationsgruppen mod Lem Kær.

Han understregede, at han går ind for den grønne omstilling og er stolt af, at Vestas hører til i kommunen. Men han mener, at der i forvejen er for mange vindmøller i området, og at møller på 170 meter ikke hører til på land. 

- Jeg er blevet bekræftet i, at de er stålsatte på, at det her projekt skal op. Det er det, de arbejder frem imod og ikke andet. Det er måske lidt groft sagt, men i bund og grund er de ligeglade med os, der er naboer til det, lød hans konklusion på mødet.

Vestas har tidligere i Dagbladet Ringkøbing-Skjern understreget, at man bliver nødt til at finde et testcenter uden for landets grænser, hvis Lem Kær-projektet ikke bliver til noget, men Tommy Rahbek Nielsen mener ikke, at koncernen prøver at true projektet igennem.

- Fabrikken i Lem er 100 procent bygget op omkring vores nye møller, og hvis vi ikke kan teste her omkring, så bliver det rigtigt svært for os fremadrettet. Om fabrikken er her eller ej... der er også en der spørger: "kan du give en garanti om 10 år". Jeg kan ikke give en garanti om 10 år, men jeg kan love, at vi vil gøre alt for at fastholde det her, hvis vi kan få lov til også at have vores udviklingsopgaver her, sagde Tommy Rahbek Nielsen til TV MIDTVEST.

Testcentret kommer på dagsordenen i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune til september.

Produktionsdirektør i Vestas, Tommy Rahbek Nielsen, orienterede om projektet på borgermødet i Højmark.
Produktionsdirektør i Vestas, Tommy Rahbek Nielsen, orienterede om projektet på borgermødet i Højmark.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST