Minkavler om regeringens håndtering: - Det er usædvanligt uartigt

Lige nu breder coronasmitten sig blandt midt- og vestjyske besætninger. Regeringens ordninger rammer skævt, lyder det fra branchen.

Niels Christian Poulsen skal nu aflive 170.000 mink.
Niels Christian Poulsen skal nu aflive 170.000 mink.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Flere midt- og vestjyske minkfarme bliver lige nu ramt af corona-virus. Ved No nær Ringkøbing frygter man den udvikling.

- Vi frygter jo hver eneste dag, vi står op, at der er en dårlig nyhed, lyder det fra Niels Christian Poulsen, der er minkavler i No.

Her til eftermiddag kom den dårlige nyhed så. Minkene på nabofarmen i Ølstrup, der ligger fire kilometer væk fra hans farm blev nemlig konstateret smittet med coronavirus. Det betyder, at han nu skal aflive 170.000 af sine mink.

Regeringens og myndighedernes håndtering af coronavirus blandt mink falder ikke i god jord hos minkavleren. Det er nemlig besluttet, at alle mink i inden for 7,8 kilometer skal aflives, hvis der bliver konstateret smitte. 

- Jeg synes simpelthen, det er usædvanligt uartigt af politikerne at have sådan en arrogant holdning til hele erhvervet. At man bare slår mink ihjel, der er fuldstændig raske, siger Niels Christian Poulsen.

- Dem, der har sygdommen, får mindre i kompensation, end dem der ligger uden for og ikke har sygdommen. Det er jo at gøre grin med det. Det er at gøre grin med minkavlerne – det er det i den grad, Niels Christian Poulsen.

Ordning er ikke lavet på branchen

Også formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening stiller sig uforstående over for regeringens valg.

- Det er ikke en kompensationsordning, der er lavet på minkbranchen, den er lavet for alle øvrige husdyr. Derfor synes jeg, den rammer helt forkert, siger John Papsø. 

- Jeg synes, man skulle have løftet det her ud af det, og så have lavet en anden ordning, som hører ind under det, vi er i i den her corona-tid.

Med meldingen, om at nabofarmen er smittet med virus, er det uvist, hvad Niels Christian Poulsen kan få i kompensation for afliviningen.

- Altså vi er ikke noget stillet i udsigt – og jeg kunne forestille mig, at de ville fedte sig fra at give os noget, siger Niels Christian Poulsen.

Lørdag er der fire bekræftede smittede farme i Midt- og Vestjylland. 

2:13
En minkavler med raske mink håber, han kan nå at slagte 170.000 mink, inden han bliver tvunget til at slå besætningen ned.