Mor forsvarer tradition: 11-årig skal kunne køre bil
Lige nu diskuterer landets politikere, om der skal laves regler for, hvordan man kører markræs. Men det er en folkesport i landsdelen.
- Jeg tænker, de har for lidt at gå op i, lyder det fra Birgitte Pedersen fra Ølstrup mellem Ringkøbing og Videbæk.
Hun står på sin mark og kigger på en gammel sort BMW. Inde i bilen ræser hendes to drenge på 11 og 16 år afsted over familiens stubmark. Birgitte Pedersen mener ikke, at der skal laves regler for markræs.
- Det er jo det, man kan, når man bor på landet. Vi er altid hjemme, når de kører markræs og så har vi sat rammer for, hvor stærkt de må køre, at de skal have hjelm på, og kun de må køre. Ingen kammerater. Det er jo et køretøj, fortæller drengenes mor, Birgitte Pedersen.
Familien i Ølstrup har inviteret TV MIDTVEST med ud for at køre markræs en eftermiddag i september, fordi markræs er kommet til debat blandt landets politikere efter en 14 årig afgik ved døden i en ulykke i sidste uge.
Her var to 14-årige i en bil, der forulykkede i forbindelse med markræs. Føreren af bilen slap uskadt, men passageren blev fastklemt og døde. Både SF og Enhedslisten foreslår, at man ser på, om der skal laves regler for markræs.
Se hvordan 11-årige Peter Pedersen lærer at give den gas i BMW'en på marken i afsnittet 'Børn bag rattet' nedenfor.
Gør det ikke noget ved dig, at der for kort tid siden var en på 14 år, der døde i en markræs-ulykke?
- Jo, og det gør virkelig ondt. Jeg har ondt af de familier, der har et savn nu, men jeg tænker, der er lige så mange andre ting, der er farlige. At tage ud og ride på hest eller cykle. Det handler om at vide, hvad man gør.
Ulykken i sidste uge bliver lige nu undersøgt af en bilinspektør for at fastlægge hændelsesforløbet.
Allerede nu ligger det dog klart, at der formodentlig ikke er tale om nogen overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med ulykken. Det vurderer strafferetsadvokat Allan Nejbjerg fra Penta Advokater i Herning.
- Tommelfingerreglen er, at færdselsloven gælder der, hvor postbuddet kan komme hen, forklarer Allan Nejbjerg.
Markræs er blevet navnet for en landlig tradition. Det kan være gamle biler, der ikke er indregistrerede. Måske klarede de ikke syn, men kan stadig køre ligesom drengenes BMW på marken. I virkeligheden er de ikke sikre nok til at køre på de offentlige veje. Men på privat grund står det en frit for.
Færdselsstyrelsen har tidligere skrevet i en mail til TV MIDTVEST, at:
- Privat grund er uden for Færdselslovens anvendelsesområde, og der er derfor ikke regler for køretøjets stand, hvorvidt det er indregistreret eller førerens alder.
Og da det er fuldstændig lovligt at køre bil som barn, hvor færdselsloven ikke gælder, så ser Birgitte Pedersen heller ingen problemer i det.
Skulle dine børn ikke bare vente med at køre bil til de er gamle nok til at få kørekort?
- Jeg kan ikke helt se hvorfor. Nu får de en fornemmelse af bilen, de ved, hvordan de skal reagere, når det er glat. Så jeg kan heller ikke se, hvorfor de skal vente, når nu vi har rammerne for det herhjemme, lyder det fra Birgitte Pedersen.