Olie er ved at æde Anders’ arme: Kan ikke holde til at lære datter at cykle

Anders Grinderslev Olesen tog en genvej til at se pumpet ud som ung. Nu gør det ondt, bare han skal lære datteren at cykle eller aflevere i børnehaven.

Der er gået hul på Anders Grinderslev Olesens arme, og tre gange om ugen modtager han behandling på sårene, der har svært ved at hele op.
Der er gået hul på Anders Grinderslev Olesens arme, og tre gange om ugen modtager han behandling på sårene, der har svært ved at hele op.

Han bider smerterne i sig og tager en tur til, selvom han egentlig ikke kan mere. Han vil være den, der lærer 3-årige Vigga at cykle uden støttehjul. Det er en far-ting, som han siger.

Men egentlig har Anders Grinderslev Olesens arme for længst nået en smertegrænse, hvor han burde give kosteskaftet videre og lade Viggas mor, Chalotte, løbe med datteren, der så gerne vil cykle.

Så nu får mor alligevel lov til at tage en tur, mens far må se sig overmandet af smerterne.

- Jeg bliver piv ked af det, for det vil jeg. Og det kan jeg ikke. Det er en af de ting, der knuser mig.

Denne scene er blot én af dem, Anders Grinderslev Olesen fremhæver, når han skal beskrive, hvornår smerterne i hans arme udfordrer ham mest. Igen bliver de store arme alligevel små.

For 12 år siden tog han en beslutning, der nu har indhentet ham og fået så store konsekvenser, at han hverken kan lære sin datter at cykle eller aflevere hende i børnehave, uden at få ondt.

Alt sammen fordi han som 17-18-årig jagtede store, svulmende muskler. Og vejen til dem blev paraffinolie. Sprøjtet direkte ind i musklerne, der med det samme reagerede ved at svulme op.

Han tænkte 'stop' - men fortsatte alligevel

Som 17-årig begyndte Anders Grinderslev Olesen, der er opvokset i Hvide Sande, at træne meget. Ret hurtigt fandt han ud af, at steroider kunne gøre det hårde arbejde lettere for ham i kampen om at se stor og stærk ud.

- Og så lige pludselig fik jeg mulighed for at få olie ind. Jeg vidste godt, at det var farligt, i hvert fald det, vi havde hørt om. Det var noget, der hed synthol-olie, og det var alkoholbaseret, og hvis man fik noget, der var urent, så ville det ikke være godt. Så ville det æde armene.

0:25
I dag "sover" Anders' arme og hænder nemt.

Men det var paraffinolie, Anders og hans kammerat var blevet tilbudt. Så det undersøgte de og fandt ikke samme skrækhistorier eller negative konsekvenser ved at bruge olien.

- Vi fik at vide, at det ville forlade kroppen igen over tid, og der var kun farlige historier om det andet olie.

Så Anders og hans ven begyndte at tage til Vejle for at få sprøjtet olie ind i overarme og skuldre.

- Nålen blev bare trykket hårdt ind, og jeg kan huske, hvordan min hjerne bare sagde 'stop, stop, stop, stop'. Men på den anden side stod den unge udødelige hjerne og sagde 'men du vil jo også gerne være med, så det gør du.'

En omgang med indsprøjtningerne kunne få armen til at vokse med halvanden til to centimeter - en vækst, man ellers skulle bruge lang tid på at træne sig til. Det gjorde Anders helt høj, og dén følelse blev han afhængig af.

- Jeg ville gerne høre til et sted. Jeg ville gerne være en del af noget. Jeg var usikker på mig selv, og det er jeg egentlig stadigvæk. Nu er jeg heldigvis også bare blevet klogere. Men jeg savnede et tilhørsforhold, og det fik jeg her.

- Jeg fik en mening. Jeg skulle bare træne, jeg skulle bare være stor, jeg skulle bare være stærk. Det var simpelthen bare så torskedumt.

At blive far ændrede ham

I dag, hvor Anders Grinderslev Olesen er fyldt 30 år og sidder i sit hjem i Hee ved Ringkøbing, som han deler med sin hustru og tre døtre på 9 år, 3 år og knap 1 år, fortryder han inderligt sin beslutning.

Derfor vil han nu betale omkring en million kroner for en operation.

Da han blev far til sin første datter, stoppede han med at træne. Inden længe kom smerterne, og i dag har paraffinolien gjort hans arme stenhårde, og det påvirker både følelsen i dem og bevægeligheden.

Armene og hænderne "sover" nemt, og bare dét at få en trøje på og rette kraven i nakken er besværligt og forbundet med smerter.

- Det er det samme, når jeg er i bad. Så er jeg nødt til at bukke mig meget forover, når jeg skal vaske hår. Og det er stort set umuligt for mig at tørre mig på ryggen bagefter, for jeg kan kun lige få hånden ned og røre i nakken.

10:36
Anders Grinderslev Olesen har som ung sprøjtet paraffinolie ind i sine muskler for at få større arme. Nu betaler han prisen.

Lige nu er han sygemeldt fra sit arbejde som el-installatør på grund af smerterne. For ham er det rigeligt at komme igennem hverdagen som småbørnsfar med afleveringer, bleskift, leg på gulvet, badetid og madlavning.

- Smerterne kommer, når jeg bruger min arm. Og det gør man jo ret tit. Så jeg forsøger at undgå et slæbe, løfte og bære, for det sætter sig bare. Så afleveringssituationen er svær, hvor jeg har poser og en baby på armen. Der skal jeg virkelig kæmpe med alt, hvad jeg har, for at holde ved og ikke komme i en situation, hvor jeg pludselig taber armen.

Familiefaren forsøger at dosere sin energi ud over hele dagen, så han også kan være noget for sin familie om eftermiddagen og aftenen. Men når børnene sover, er der typisk ikke mere at give af.

- Så er jeg færdig, og så har der i lang tid ikke været mere at give af. Men der er jeg jo nødt til bare at klø på.

Og det gør han, for børnene skal ikke betale for hans beslutning for 12 år siden.

- Jeg er nødt til at klare det, for jeg vil ikke have, at de skal spekulere mere over det end højest nødvendigt. De skal ikke vokse op med, at det eneste de kan huske fra deres far, er, at de skal passe på hans arme.

Derfor har han besluttet sig for at blive opereret i armene. Prisen sandsynligvis omkring en million kroner.