Sommerhus var ved at blive begravet i sand – nu er 1000 tons fjernet

Hans Lund-Thomsens begravede sommerhus i Hvide Sande er nu gravet fri for sand, men han er godt klar over, at det ikke er en varig løsning.

Billedet her er fra før udgravningen begyndte.
Billedet her er fra før udgravningen begyndte.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

I flere år har Hans Lund-Thomsen kæmpet en næsten umulig kamp mod sandet ved sit sommerhus. Det ligger i allerførste klitrække, og selv om det måske skulle være en god ting, så betyder det også, at sandet begraver mere og mere af huset i takt med naturens gang.

Men nu er kampen for en stund sat på pause. Sandet, eller i hvert fald en del af det, er gravet væk.

- Vi har fjernet cirka 1000 tons sand fra sommerhuset. Det er ikke så meget, men nok til at det er gravet fri, fortæller Jørgen Astrup, der er projektleder og entreprenør hos Stauning Entreprenør og Maskinstation.

Da sommerhuset ligger tæt på havet og kystfredningslinjen, har der været tvivl om, hvorvidt det er lovligt at fjerne sandet. Men det er det ifølge entreprenøren.

- Vi har fået tilladelse til at fjerne sandet og grave i klitten ved sommerhuset, fordi det ligger uden for kystfredningslinjen, siger han.

Hans Lund-Thomsen er glad for, at han nu i en periode ikke selv skal grave sommerhuset i Hvide Sande fri.
Hans Lund-Thomsen er glad for, at han nu i en periode ikke selv skal grave sommerhuset i Hvide Sande fri.
Foto/Grafik: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Sandet kan genbruges

Det glæder Hans Lund-Thomsen, som ejer sommerhuset, at han i en alder af 78 år ikke længere selv skal grave sand væk – i hvert fald for en stund.

- Jeg er glad for, at man nu kan gå ind i huset og om på terrassen. Nu går der flere år, før jeg behøver at bekymre mig, men jeg håber stadig på en mere stabil løsning, siger han.

Strandfoged Hanne Kvist glæder sig på sommerhusejerens vegne.

- Det er dejligt for ham, og sandet kan jo bruges igen og for eksempel føres tilbage til stranden. Vi er desuden i gang med at flytte en offentlig sti, som ud over naturen også har skubbet sand mod sommerhuset, fortæller hun.

Stauning Entreprenør og Maskinstation, som har gravet sandet væk, har indtil videre kørt det til et lager i Hvide Sande.

- Jeg har en drøm om at bruge det igen måske til molebyggeri, som snart skal i gang i Hvide Sande, siger Jørgen Astrup.

Hans Lund-Thomsen har fortsat planer om at sætte sit sommerhus til salg.

Se eller gense indslaget fra før sandet blev fjernet herunder.

3:36
I 22 år har Hans Lund-Thomsen ejet et sommerhus på første parket i Hvde Sande, men de sidste tre år er en sandklit rykket tættere og tættere på.