Værft lander kæmpeordre: - Vi er stolte
Hvide Sande-værft skal levere el- og hybridvenlig færge til svensk rute.
For anden gang skal Hvide Sande Shipyard A/S levere en færge til Tjörns Hamnar AB i Sverige. Det oplyser værftet i en pressemeddelelse.
Den nye færge bliver Hvide Sande-værftets tiende nybygning med avanceret el- og hybridteknologi.
- Vi er stolte over at være med fremme i den grønne omstilling og at kunne tilbyde vores kunder skibe, der ikke kun er teknologisk avancerede, men også ideelt dimensionerede for effektiv drift og service, udtaler Jeppe Hoff, COO hos Hvide Sande Shipyard.
Den nye færge skal bruges på ruten mellem øerne Tjörn, Tjörnekalv, Åstol og Stora Dyrön nordvest for Göteborg.
Færgen bliver 27 meter lang og får plads til 180 passagerer. Den forventes at sejle fra Hvide Sande i efteråret 2025.