Alarmerende vandstand kan lukke veje i Silkeborg – kan få stor betydning for trafikken

Silkeborg Kommune holder tilsyn hver halve time for at være opmærksomme på, hvordan vandstanden er.

På Vestre Ringvej i Silkeborg kæmper de med vandmasserne.
På Vestre Ringvej i Silkeborg kæmper de med vandmasserne.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Hvis vandstanden fortsætter med at stige i Silkeborg, kan det få stor betydning for trafikken i byen. Det oplyser vej- og trafikchef i kommunen, Flemming Frøsig Christensen.

Det drejer sig især om tre steder, hvor der ofte er meget trafik. Søvej ved rådhuset, Christian 8.s Vej ved Langsø og Vestre Ringvej.

- Der kan komme betydelige problemer Vestre Ringvej. Der har vi vurderet, at det giver mening at lægge en water tube, som er en lang pølse fyldt med vand, ud, for at forsøge at forhindre søvandet i at komme over vejen. På den måde kan vi muligvis holde vejen farbar, siger vej- og trafikchefen, der kalder situationen for alarmerende.

De to andre steder, Søvej ved rådhuset og Christian 8.s Vej ved Langsø har kommunen ingen våben, der kan standse vandet.

- Vandet ser ud til at komme op via regnvandssystemet. Så det hjælper ikke at spærre mod vejen, for hvis vandet stiger, kan vi ikke forsvare trafikken, lyder det fra Flemming Frøsig Christensen.

Water tuben er ved at blive rullet ud på Vestre Ringvej i Silkeborg.
Water tuben er ved at blive rullet ud på Vestre Ringvej i Silkeborg.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Stor betydning for trafikken

Det er de store mængder vand i hele Gudenå-systemet, der giver problemer i Silkeborg. Mindre veje er allerede lukket, og nu kan turen altså også ende med at komme til de større og mere trafikerede veje.

- Hvis vandstanden stiger for voldsomt i løbet af aftenen eller natten, kan vi risikere at lukke Søvej og Christian 8.s Vej, siger vej og trafikchefen og fortsætter:

- Det kan få stor betydning for morgentrafikken, hvis det skulle blive nødvendigt.

Flemming Frøsig Christensen lægger vægt på, at han og kommunens folk gør, hvad de kan i kampen mod vandmasserne.

Derfor holdes der hver halve time tilsyn på de tre specifikke steder, så de kan være opmærksomme på, om vejene skal lukkes af trafiksikkerhedsmæssige årsager.

På Søvej i Silkeborg kæmper de stadig med vandmasserne.
På Søvej i Silkeborg kæmper de stadig med vandmasserne.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST
1:12
Vandmasserne i Silkeborg presser nu også byens veje. Tre trafikerede veje i Silkeborg er i fare for at blive lukket