Borgmester: Vil ikke længere skyde penge i trængt lufthavn
Midtjyllands Lufthavn hænger alvorligt i bremsen. Alt for få benytter ruten mellem Karup og København. Silkeborgs borgmester er klar til at trække stikket.
Nok er nok.
Formanden for Midtjyllands Lufthavn, Viborgs borgmester Ulrik Wilbek (V), tror ikke længere på, at en flyforbindelse mellem Karup og København har en fremtid.
Det siger han i dag til TV MIDTVEST.
- Det gør det nemmere for vi andre at træffe beslutningen om, hvad der skal ske fremover, siger Helle Gade (S), der er borgmester i Silkeborg.
Silkeborg Kommune er en af de i alt ni kommuner, som ejer Midtjyllands Lufthavn. Borgmester Helle Gade siger, som reaktion på, at kun cirka en tredjedel flystolene mellem Karup og København er besat, at hun nu har mistet tilliden til flyruten.
- Vi har drøftet i flere omgange, hvad vi skulle gøre, fortæller hun.
- Jeg tænker, at tiden er kommet til, at Silkeborg Kommune siger tak for nu. Potentialet er der ikke længere. Mulighederne er udtømt. Holdningen er min og Socialdemokratiet i Silkeborgs, siger Helle Gade.
- Vores erhvervsliv har tidligere været flittige brugere af lufthavnen. Det er ikke længere tilfældet. Derfor har det ikke mere nogen betydning, om vi er medejere eller ej, mener Silkeborg-borgmesteren.
Helle Gade fortæller, at Silkeborgs engagement i lufthavnen vil være på dagsordenen ved et møde i kommunens økonomi- og erhvervsudvalg i næste uge.
Ved det næstkommende byrådsmøde skal kommunalpolitikerne afgøre om, Silkeborg Kommune fortsat skal være en del af ejerkredsen i lufthavnen.
Silkeborg Kommune bidrager i år med 630.000 kroner til Midtjyllands Lufthavn. Vælger kommunen i Søhøjlandet at trække sig, bliver det med virkning fra 1. januar 2026, fordi den har et års opsigelse i forhold til lufthavnen.