BSV tildeler KIF Kolding ottende håndboldnederlag i træk
Nedturen fortsætter for KIF Kolding, der fredag aften tabte til Bjerringbro-Silkeborg.
14 gange har Kolding hjemført DM-guldet i herrehåndbold, men tiderne er tunge i den østjyske storklub.
Fredag tabte holdet for ottende gang i træk, da det på udebane blev til et 30-33-nederlag til Bjerringbro-Silkeborg.
Dermed forbliver Kolding på næstsidstepladsen i Herre Håndbold Ligaen med to runder tilbage af grundspillet.
Træner Lars Rasmussen kunne ellers se sit hold gå til pause med en føring på 15-14, efter at Kolding havde scoret første halvlegs fire sidste mål.
Efter sidebyttet var festen dog forbi. 13 minutter inde i anden halvleg var BSV foran 22-17, og selv om Anders Petersen spillede solidt i Kolding-målet, haltede gæsterne bagefter.
VM-fløjen Johan Hansen havde en god aften med ni scoringer for hjemmeholdet. Han stod også for kampens sidste mål, der blev sat ind i de sidste sekunder.
I en mørk periode kan Kolding kun glæde sig over, at holdet er tre point foran Ringsted. Ringsted indtager den sidsteplads, der betyder direkte nedrykning til den næstbedste række.
Lemvig/Thyborøn i nederlag til Aalborg
I toppen af rækken er Aalborg tilbage på førstepladsen efter en forventet sejr på 36-29 over Lemvig/Thyborøn.
Aalborgenserne har et points forspring til GOG, der har spillet en kamp færre og kan tilbageerobre førerpositionen med en sejr over Skanderborg lørdag.
/ritzau/