Butik byttede julegaver i døren: Nu indleder politiet en efterforskning af sagen
Politiet vil nu undersøge, om det var lovligt, da en tøjbutik holdt åben for julegavebytning lørdag den 2. januar trods nedlukningen af detailhandlen.
Midt- og Vestjyllands Politi har igangsat en efterforskning af tøjbutikken Laura Thomsen Luxury, der ligger i Silkeborg. Det sker, fordi butikken holdt åben i tre timer lørdag den 2. januar, så kunder kunne bytte julegaver i døren. Og den form for udveksling af varer mellem butikker og kunder ligger i en lovmæssig gråzone.
- Vi skal vurdere, om forbudsbekendtgørelsen er blevet overtrådt, og det gør vi ved at indsamle viden om sagen og de omstændigheder, der har været, siger jurist Mette Hermansen, der er sekretariatschef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.
Ifølge coronarestriktionerne skal detailbutikker egentlig holde lukket indtil 17. januar, men det er eksempelvis tilladt, at butikkerne holder åben for click & collect-ordrer, hvor kunder bestiller varer på internettet og henter dem ved butiksdøren.
Og den spidsfindighed gav Henrik Thomsen, der er medindehaver af Laura Thomsen Luxury, lyst til at udfordre reglerne. Han forstår nemlig ikke, hvorfor det skal være lovligt at afhente varer, hvis det ikke er lovligt at bytte varer.
- Hvis man har lov til at gå ind i en webshop for at click & collect og hente varen efterfølgende nede i butikkens dør, så synes jeg også, man har lov til at komme ned i vores forretning for at bytte en julegave, sagde han til TV MIDTVEST den 2. januar.
Politiet går nu i gang med at indsamle den nødvendige viden om sagen, inden den efterfølgende skal vurderes af anklagemyndigheden. Afslutningsvis er det en domstol, som afgør, om der er grundlag for, at Laura Thomsen Luxury skal have en bøde.
Sagen er den første og eneste af sin slags på nuværende tidspunkt, oplyser sekretariatschef Mette Hermansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.