Danmarks (nok) vildeste bus til salg: Prisen er 450.000 kroner
I en opvarmet hal i Silkeborg holder en hel særlig bus, som ejeren nu er åben for at give videre til en anden festglad person.
Sælgeren betegner den som Danmarks mest eksklusive partybus, og den har da også flere features, der ikke er helt normale for en bus.
Heriblandt kan nævnes et gigantisk lydsystem, diskolys, polestang, bar og vinkøleskab med plads til 18 flasker.
- Den er fuldstændig som et diskotek – bare på hjul. Flere i branchen giver mig ret i, at den er Danmarks fineste partybus, fordi den er så unik, siger sælgeren Kristian Møller til TV2 ØSTJYLLAND.
Bussen har plads til 32 personer og har under Kristian Møllers ejerskab været genstand for mange store fester.
Harmonerer ikke med familielivet
Men andre prioriteter i livet får ham nu til at sælge.
- Jeg havde altid drømt om en partybus, så derfor købte jeg den. Men at have sådan en er ligesom at drive et diskotek. Den kræver en masse arbejde torsdag-lørdag nat, og det er svært at kombinere med et familieliv, siger Kristian Møller i dag.
Derfor valgte han i november at sætte den til salg via Den Blå Avis til 450.000 kroner, og interessen for den har været stor. Det er nok faktisk mest sælgeren selv, der er skyld i, at den endnu ikke er afsat endnu.
- Jeg er ærlig over for potentielle købere og fortæller dem, hvor meget tid bussen kræver. Jeg har nok snakket flere fra at købe den, indrømmer han.
Lige nu har han dog et bud på hånden, og den eksklusive festbus kan være på vej ud over rampen.
- Men så længe jeg ikke har pengene i hånden, er den stadig til salg. Der er dog skrevet papirer på den, og en har førsteprioriteten, forklarer Kristian Møller til TV2 ØSTJYLLAND.