Dansk VM-trup er udtaget: Fuglsang er kaptajn
I alt ti danske ryttere skal køre VM i Italien sidst i september. Silkeborgenseren Jakob Fuglsang bliver kaptajn i linjeløbet.
Der skal primært køres for Jakob Fuglsang, når det danske mandskab ved VM i cykling skal forsøge at gentage Mads Pedersens VM-triumf fra 2019.
Denne gang har Danmarks Cykle Union størst tiltro til Silkeborgenseren, der er kaptajn i linjeløbet, hvor otte danskere deltager, lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union.
- Vi kommer til at satse på Jakob Fuglsang. Alle ryttere er i form og viser det lige nu i de cykelløb, som bliver kørt. Så er det selvfølgelig også en trup, som er rettet imod at kunne være holdbar på en hård rute som Imola, siger landstræner Anders Lund.
Herrerne skal til linjeløbet i Italien næsten køre 5000 højdemeter. I alt skal der køres ni omgange af 28,6 kilometer.
Undervejs skal rytterne over to stigninger. Den første er den 2,7 kilometer lange Mazzolano-stigning, der undervejs stiger med op til 13 procent.
Siden rammer rytterne Cima Gallisterna, som har cirka samme længde, men stiger op til 14 procent.
En "klassisk hård" VM-rute.
- Ruten henvender sig til de samme ryttere som Jakob Fuglsang. Det er typiske italienske stigninger uden hårnålesving og de er begge koncentrerede om 1,5 kilometer, hvor det bliver stejlt, siger landstræneren Anders Lund og fortsætter:
- Ruten passer godt til de ryttertyper, som kan køre Ardenner-klassikerne, så der er en god håndfuld favoritter til den slags ruter. Der er Jakob Fuglsang iblandt. Han har nærmest de seneste år specialiseret sig i at køre endagsløbene.
Fuglsang har brugt Tirreno-Adriatico, der slutter mandag, som forberedelse, og han tager direkte videre på højdetræningslejr forud for VM.
De syv andre danskere i linjeløbet 27. september er Michael Valgren, Magnus Cort, Christopher Juul-Jensen, Mikkel Honoré, Casper Pedersen, Niklas Eg og Jonas Gregaard.
Til enkeltstarten 25. september er udtaget Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg.