Drenge løsladt trods sigtelser om overfald på nøgenbadere

Dommer i Viborg vil ikke gå med til at varetægtsfængsle tre drenge, som politiet mistænker for at overfald.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Retten i Viborg har tirsdag valgt at løslade tre drenge som er sigtet for grov vold begået mod to nøgenbadere, oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Anklagemyndigheden har valgt at kære kendelsen til Vestre Landsret, men indtil videre er de tre altså på fri fod.

Natten til søndag blev to mænd angrebet med kniv og køller, efter at de havde været ude og bade i søen ved Snævringen i Sejs nær Silkeborg.

Inden de var gået i vandet, havde de to spurgt en tilfældig pige, om hun ville med ud og nøgenbade. Det ville hun ikke, og mændene gik derfor selv i vandet.

Knivstik i lår og mave

Efter svømmeturen blev mændene overfaldet - den ene blev stukket i maven med en kniv. Den anden i baglåret.

Midt- og Vestjyllands Politi sigtede tre drenge på 15 og 16 år for overfaldet, og de blev tirsdag stillet for en dommer i Viborg.

Ved retsmødet kom det ifølge ekstrabladet.dk frem, at en 14-årig dreng også er mistænkt for at have deltaget i overfaldet. Men han kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder.

Også en femte dreng er mistænkt i sagen. Han er fortsat på fri fod og eftersøgt af politiet.

Tirsdagens retsmøde blev holdt for lukkede døre, og derfor holdes sagens detaljer indtil videre skjult for offentligheden.

Hos anklagemyndigheden fortæller Jakob Kjær dog, at retten ikke vurderede, at der var en begrundet mistanke om, at alt var forløbet, som det var beskrevet i sigtelsen.

/ritzau/