Elev skød kammerater med softgun midt i skoletime

Flere elever på Funder-Kragelund Skole er blevet skudt med hårde plastikkugler fra en softgun. Skuddene blev affyret af en dreng fra 8. klasse.

Illustration.
Illustration.
Foto: Colourbox, Kollage: Rigmor V. Sams

Midt i undervisningen tirsdag skød en dreng fra 8. klasse på Funder-Kragelund Skole mod nogle af de andre elever med en såkaldt softgun. Det betød, at flere af eleverne fik mærker på kroppen, efter de var blevet ramt af de hårde plastikkugler. 

Det skriver Midtjyllands Avis.

Ingen af eleverne skulle være kommet alvorligt til skade efter skuddene. 

Drengen blev efterfølgende taget ud af undervisningen.

- Det er en rigtig ulykkelig hændelse, som vi har taget hånd om i samråd med de sociale myndigheder, politiet, skolechefen og forældrene, siger Charlotte Juhl Andersen, der er skoleleder på Funder-Kragelund Skole, til TV MIDTVEST.

Besked til forældre på Aula

Skolelederen fortæller, at der efter episoden blev skrevet en besked ud til forældrene på Aula. Derudover har skolen ikke yderligere kommentarer i sagen.

Midtjyllands Avis skriver, at der i Aula-beskeden blandt andet stod:

- Vi tager naturligvis afstand fra sådan en handling, og vi vil ikke på nogen måder acceptere, at det finder sted på vores skole. Det skal være trygt og rart at være på skolen for elever og personale.

Ligner et rigtigt våben

Handelshuset i Aulum er en af landsdelens helt store forhandlere af blandt andet softguns.

Den daglige leder Svend Christensen fortæller, at en softgun er en markør, der bruger en plastikkugle på seks millimeter som projektil. 

De er lavet til at skyde til mål i haver eller til at skyde mod andre på lukkede baner. Det er det, der også kaldes hardball.

- Den er ulovlig, fordi den ligner et rigtig våben, derfor må man ikke rende rundt med dem alle steder, siger Svend Christensen.

Ifølge ham kan det mærkes, hvis man bliver ramt. Han synes dog ikke selv, at det gør ondt, men fortæller, at det nok er forskelligt fra person til person:

- De er ikke reelt farlige, medmindre man bliver ramt i øjet.