En kørt på sygehuset og to genhuset efter brand i etageejendom
En etageejendom i Kjellerup bliver ikke beboelig igen foreløbig efter en brand. Årsagen til branden skal nu undersøges nærmere.
Natten til tirsdag måtte tre personer forlade deres bolig i en etageejendom på Østergade i Kjellerup.
Der var gået ild i bygningen, og siden anmeldelsen kl. 02.36 har brandfolk arbejdet på at slukke flammerne.
Opdatering:
De tre personer nåede ud af bygningen. To af dem blev genhuset hos en bekendt i byen, mens den tredje er kørt til Viborg Sygehus med brandskader.
- Han har brandskader på hænder, mave og bryst, så han må have været tæt på flammerne. Det var formentlig i hans lejlighed, branden startede, fortæller Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden skal afhøres nærmere, for måske kan han fortælle noget om brandårsagen. Ellers skal teknikere ud og undersøge det nærmere.
Det var en nabo til ejendommen, som anmeldte branden.