Erkan giver sit lager væk gratis: Skal af med over 5 millioner spritservietter i weekenden

Erkan Berk håber, at værnemidlerne kan gøre gavn ved fronten i Ukraine eller blandt jordskældsofre i Tyrkiet og Syrien.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg har købt så meget ind, siger Erkan Berk.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg har købt så meget ind, siger Erkan Berk.
Foto: Martin Ballund, Midtjyllands Avis

135 paller med over fem millioner spritservietter står stablet på EB Company's 1200 kvadratmeter lager i Silkeborg. 

Da Corona i 2020 hærgerede hele verden købte Erkan Berk stort ind af værnemidler, visirer, mundbind og spritservietter, til videresalg. 

Rigtig stort ind. 

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg har købt så meget ind, men det kunne man jo ikke vide for to år siden, siger han. 

Erkan Berk servietter 4
Foto: Privatfoto

Gives bort gratis

Nu har flere af varerne på lageret overskredet seneste salgsdato, og Erkan Berk er klar til at satse på at distribuere andre varer. 

- Jeg har forsøgt længe af komme af med det her. Men det var først da jeg skrev "GRATIS" på Facebook, at der kom gang i den, fortæller han. 

I et opslag på en lokal facebookgruppe forsøger virksomhedsejeren nu at give lageret væk - allerhelst til nogen, som kan sende produkterne videre til fronten i Ukraine eller jordskælvsofre i Tyrkiet og Syrien. 

Erkan Berk servietter 2
Foto: Privatfoto

Kan gøre gavn ved fronten og i hjemlandet

Fredag lagde Erkan Berk opslaget på Facebook, og med det samme var der stor interesse fortæller han.

- Der er både skoler, institutioner og flere organisationer, der ringet til mig og reserveret paller med spritservietter. 

Én af aftagerne er organisationen Bevar Ukraine, som vil sende spritservietterne mod det krigsramte land, fortæller Erkan Berk. 

Selvom han ikke får profit ud af aftalerne, glæder det ham at servietterne nu snart forlader lageret i Silkeborg. Ikke kun fordi han nu endelig kan komme videre med næste projekt, og skifte lagerets værnemidler ud med sodavand, men også fordi det seneste års katastrofer har sat livet i perspektiv, fortæller han. 

- Det ville have gjort ondt på mig, hvis vi skulle smide det hele ud. Der er mennesker, der har brugt håndkraft på det her ting, men at kunne give det væk til nogen, som har brug for det, det gør mig glad, siger han. 

Erkan Berk servietter 3
Foto: Privatfoto

- Jeg er selv fra Tyrkiet, og efter det der er sket, har jeg fået et andet syn på livet. Det materielle og penge betyder ikke alt – der er ingen tvivl om, at når man ser, hvad naturkatastrofer kan gøre, så er penge underordnet. Det var også en katastrofe for milliardærer.