Hadforbrydelser mod jøder møder fordømmelse fra statsministeren

Flere politikere tager afstand til weekendens antisemitiske handlinger.

En jødisk familie i Silkeborg fik natten til lørdag klistret en jødestjerne på deres postkasse. Se galleriet for flere billeder af vandaliserede jødiske mærker.
En jødisk familie i Silkeborg fik natten til lørdag klistret en jødestjerne på deres postkasse. Se galleriet for flere billeder af vandaliserede jødiske mærker.
Foto: Privatfoto

Overmalede og graffitiramte gravsten, en jødestjerne på postkassen og en mur med symbolet Davidsstjernen overhældt med maling. Weekenden har budt på hadforbrydelser mod det jødiske samfund, og det har nu fået en række politikere op af stolen. 

Søndag aften skrev statsminister Mette Frederiksen en statusopdatering på det sociale medie Facebook, hvori hun tager kraftig afstand til de handlinger, som har præget weekenden. Samtidig opfordrer hun til, at myndighederne gør alt hvad de kan, for at opklare sagen.

Formanden for Venstre Jakob Ellemann-Jensen kommenterede også på de mange hadske forbrydelser. Han kalder sagerne for både uanstændige og helt uacceptable.

Det skriver han i et opslag på Twitter.

- Det er modigt af familien at stå frem

Også justitsminister Nick Hækkerup har søndag været på banen. Han er enig med statsministeren i, at der skal gøres noget for at bekæmpe sådanne angreb. Allerede inden weekendens hændelser, var han i gang med at arbejde på en forbedring af de forhold, som nogle minoriteter lever under.

- Vi har dels en dialog med det jødiske samfund om, hvad vi kan gøre, og så har jeg inviteret en bred kreds af organisationer, som også risikerer at være udsat for hadforbrydelser, til en snak om, hvordan vi kan komme hadforbrydelser til livs, siger han til TV MIDTVEST.

Justitsministeren peger på tiltag som hårdere straffe og bedre forebyggelse af forbrydelserne.

Også statsministeren og justitsministerens partifælle Thomas Jensen, der er valgt ind i Folketinget i Silkeborgs syd kreds, havde noget at sige til sagen.

Han roser især familien i Silkeborg for at stå frem.

- Det er utrolig modigt at familien står frem, for det at de står frem betyder, at vi som politikere og samfund kan se, at her er der et problem, der skal handles på, siger Thomas Jensen til TV MIDTVEST.

- Som samfund og politikere skal vi sikre, at folk der bliver udsat for hadforbrydelser, kan leve et sikkert og roligt liv her i Danmark, fortsætter han.

Han beskriver jødestjernen på familiens postkasse som en afskyelig antisemitisk handling.

2:35
Se indslag: Familie i Silkeborg vågnede op til jødestjerne på deres postkasse, som leder tankerne tilbage på nazismen