Kom med i dybet: Stig og Inges have gemmer på en hemmelighed

To haver i det centrale Silkeborg gemmer på lidt af en underjordisk hemmelighed, som er 120 meter lang og har plads til 200 mennesker.

Der er cirka 120 meter rundt i de fire sammenhængende rør, som beskyttelsesrummet består af.

Det ligner et helt almindeligt villakvarter med haver som de fleste, men to haver på Grøndalsvej i Silkeborg skiller sig alligevel lidt ud.

For går man et spadestik dybere, eller nærmere tre til fire meter ned under jorden, så gemmer der sig et beskyttelsesrum på 120 meter, som pludselig er blevet aktuelt igen.

- Vi har altid joket med, at hvis der skulle ske noget, så kunne man bare komme hjem til os til bunkerfest, for vi havde aldrig drømt om, at det kunne komme i brug. Men så skete der jo det, at Putin gik ind i Ukraine, så nu har vi fået ryddet op, fortæller Stig Steffensen, som sammen med sin kone Inge Hjorth ejer det ene hus med beskyttelsesrum under haven.

Beskyttelsesrummet har ligget der siden Anden Verdenskrig og stod klar til brug i 1946. Det består af fire betonrør, der er sat sammen i en firkant, og der er plads til 200.

- Selv om væggene er 30 centimeter tykke og fyldt med stål, så tror jeg ikke, det holder til en træffer lige ovenfor. Men det kan bruges til at beskytte sig mod fragmenter og lufttryk og den slags, siger Stig Steffensen.

Den stiplede linje viser, hvordan de fire rør går gennem de to haver under jorden.

Underjordisk naboskab

Det meste af det underjordiske beskyttelsesrum ligger i Stig Steffensens have, mens den anden del ligger i Peter Frosts have. Her er der også en udgang eller nedgang, om man vil.

- Vi har sådan lidt et underjordisk naboskab, og det går egentlig meget godt, siger Peter Frost.

Ham og hans kone flyttede ind i huset i november sidste år, og for dem var beskyttelsesrummet slet ikke afskrækkende, nærmest tværtimod.

- Det er lidt spændende, og det var klart et plus, da vi skulle købe huset. Det er sjovt, og det synes alle dem, som besøger os. De vil gerne have en rundvisning.

Peter og Aleta Frost ejer den have, som også har nedgang til beskyttelsesrummet.
Peter og Aleta Frost ejer den have, som også har nedgang til beskyttelsesrummet.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Klar med boller og kaffe - måske

Det er ifølge Stig Steffensen staten og dernæst beredskabet, der skal sætte en eventuel brug af beskyttelsesrummet i gang.

Sker det, er det beregnet til besøgende i byen.

- Vi vil få en plan af beredskabet, og så vil der stå nogle skilte ved vejen, som guider folk her ind. Og så får vi travlt, for min kone skal bage boller, og jeg skal lave kaffe, selv om vi nok ikke når det, siger Stig Steffensen.

Ingen af naboerne og beskyttelsesrumsejerne håber dog, at det nogensinde kommer i brug.

- Det er historisk, originalt og fra tiden med den kolde krig, og det vil vi altid værne. Vi skal nok være klar, hvis det skulle ske, for det skal vi jo, men vi håber det ikke.