Kongepyton løs i parcelhuskvarter
Leila Moselund efterlyser sin knap to meter lange kongepyton, efter den er forsvundet fra sit bur.
En knap to meter lang kongepyton er på tur i Astrid Lindgren-kvarteret ved Silkeborg.
Det fortæller slangens ejer, Leila Moselund, der opdagede, at hendes kæledyr ikke længere var i sit bur torsdag morgen.
Hun efterlyser derfor sin slange, der er to år gammel.
- Hvis man ser hende, vil jeg gerne kontaktes. Og hvis man har mod på det, så læg hende i en plastikbøtte, hvor hun selvfølgelig kan trække vejret, siger Leila Moselund.
Ifølge Leila Moselund er slangen, som hun kalder Gaya, ufarlig og vant til at blive rørt ved og løftet op.
Desuden oplyser hun, at kæle-slangen for nyligt har spist mus og dermed må være mæt.
Ifølge Randers Regnskov er en kongepyton en lille, afrikansk kvælerslang.
Hvis en kongepyton føler sig truet vil den forsvare sig selv ved at bide fra sig, skriver regnskoven på sin hjemmeside.
Det gør eftersigende ikke ret ondt, at blive bidt af en pytonslange.