29-årig kvinde brændt inde i lejlighed - fem personer evakueret
Mandag morgen rykkede brandvæsen og lægebil ud til en brand i Vestergade i Silkeborg. En person er død i branden.
Kvart over syv i morges rykkede Midtjysk Brand & Redning ud til en brand i en lejlighed i Vestergade i Silkeborg.
Da brandvæsen og politi nåede frem så de flammer og røgudvikling. Derfor evakuerede de fem personer fra opgangen.
- Der, hvor branden er opstået, finder vi en person, som er afgået ved døden, fortæller Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis fortæller til TV MIDTVEST, at det er en 29-årig kvinde, som er brændt inde i lejligheden.
- Der er tale om en kvinde fra Silkeborg, siger han.
Han oplyser desuden, at brandstedet er sofaen i kvindens stue.
Brandårsag skal nu undersøges
Lejligheden er lige nu afspærret, og politiet er nu i gang med en brandundersøgelse.
Michael Svendsen fortæller også, at de afventer kriminalteknikere, som skal undersøge lejligheden.
Politiet efterforsker alle brande, der har dødelig udgang, som mistænkelige.
Derfor vil politiet gerne høre fra offentligheden, hvis nogen har bemærket noget i forbindelse med branden. Kontakt Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.
Kvindens pårørende er underrettet.