Landstræner ser fordel for Fuglsang på hård VM-rute

Landstræner Anders Lund har været på besøg på VM-ruten i Imola, der bliver en hård udfordring for rytterne.

Hård VM-rute ved VM i landevejscykling kan være en fordel for Silkeborgenseren, Jakob Fuglsang.
Hård VM-rute ved VM i landevejscykling kan være en fordel for Silkeborgenseren, Jakob Fuglsang.
Foto: Jeff Pachoud/Scanpix

Ruten til VM i landevejsløb er hårdere end forventet, og det kan blive en fordel for det danske medaljehåb Jakob Fuglsang.

Det mener landstræner Anders Lund, som mandag var på spiontogt til Imola i Italien, hvor VM-løbet skal køres 27. september.

Han kunne ved selvsyn erfare, at det ikke er en overdrivelse, når arrangørerne taler om, at der venter rytterne en hård udfordring.

- Nogle gange bliver der pyntet lidt på de ruteprofiler, der bliver sendt ud, så de ser hårdere ud, end de er. Men det her virker ret skrapt. Små veje, smuk, smuk rute, men rigtig hård.

- Som Jakob Fuglsang er kørende, ser man, at jo hårdere et cykelløb er, jo mere interessant bliver det for ham, siger Anders Lund.

VM-ruten omkring den berømte motorsportsbane i den norditalienske by er blevet sammenlignet med den rute, der blev kørt på i Innsbruck for to år siden.

Det bjergrige løb i Østrig, som blev vundet af Alejandro Valverde, var dog lettere, end det der venter i Imola, vurderer landstræneren.

- I Innsbruck var tingene ret koncentreret om den ene stigning, der var. Det var en klassisk, regulær stigning. God, bred vej og ellers bare deropad.

- Man har også mange gange set 100 kilometers fladt indløb til en omgang, hvor det hele så begynder. Men det får man ikke her.

2:14
Den 25-årige cykelrytter Niklas Eg fra Kibæk er udtaget til årets Tour De France. Det bliver hans debut på de franske veje.

- Her starter man direkte på omgangen og får udfordringerne fra start. Det er et mere hektisk løb med små veje og små, skarpe, stejle stigninger, siger Anders Lund.

Ruten er blevet sammenlignet med diverse forårsklassikere, især ardennerløb som Liège-Bastogne-Liège. Det er ikke helt skudt ved siden af, mener landstræneren.

- Ardennerryttere vil næsten altid have noget at gøre i et VM. Det her er også deres terræn, men det er rigtig, rigtig hårdt. Det er som Liège, Strade Bianche eller Lombardiet Rundt. Sådan noget, siger Anders Lund.

Jakob Fuglsang vandt i august netop Lombardiet Rundt som den første dansker nogensinde.