Lokalsamfund mister Dagli’Brugsen: - Det var en mavepuster
Dagli’Brugsen i Engesvang lukker på grund af høje energipriser og tab af kunder, og det gør ondt, fortæller brugsuddeleren.
Flere beboere skal nu køre længere, når de skal handle ind.
Coop lukker nemlig 12 Dagli’Brugser over hele landet, og en af dem er butikken i Engesvang, og det er træls, siger brugsuddeleren Helle Faurholt.
- Det var en mavepuster at få den besked, og så tænkte jeg, hvad skal der så ske. Det er træls, at vi skal lukke min lille butik, og det er træls, at mine medarbejdere også mister deres job, men vi støtter alle sammen hinanden, forklarer hun.
Lukningerne skyldes inflationen, høje energipriser og tab af kunder, fordi den økonomiske krise får danskerne til at strømme til discountbutikkerne, oplyste Coop i en pressemeddelelse fredag.
Hårdt for lokalsamfundet
Lukningen af Dagli’Brugsen i Engesvang påvirker de lokale.
- Nu er jeg en del af fodboldklubben, og vi bruger jo Dagli’Brugsen meget, når vi holder arrangementer, så vi er da kede af, at vi mister det samarbejde, fortæller Simon Haarup, der bor i byen.
Også Dagli’Brugsen i Borris er en af dem, der er tvunget til at lukke, og der er beboerne heller ikke tilfredse med beslutningen.
- Jeg troede simpelthen ikke på det. Den har kørt med overskud tidligere i hvert fald, jeg ved godt, det er sværere tider nu, og så var der måske noget med nogle kølere, der skulle udskiftes, siger Kalle Rasmussen, der bor i Borris og tilføjer:
- Men det betyder så meget, at vi har butikken, for det er jo et lokalt sted, hvor vi mødes og lige hilser på hinanden i hverdagen.
I alt lukker 12 Dagli´Brugser landet over den 24. februar 2023.
Ifølge Coop kommer butikkerne ud af 2022 med et samlet underskud på knap 15 millioner kroner.