Museum vil udstille mundbind - hvert har sin egen historie
De mange forskellige mundbind viser, at danskerne bevarede håbet og glimtet i øjet under pandemien, mener man på Museum Silkeborg.
Mange har forbandet dem langt væk og er glade for endelig at slippe for dem.
Men på Museum Silkeborg i Thorning er man ikke helt færdige med de forhadte mundbind.
Faktisk vil museet gerne have fingrene i nogle af de hjemmelavede mundbind, som danskerne har benyttet sig af under pandemien.
- Corona har været en del af vores liv i to år. Det vil vi gerne dokumentere. Ikke i sin totalitet men ved at fortælle, at folk også i disse tider har været kreative og haft et glimt i øjet. Det er ekstremt vigtigt at huske på, at vi mennesker altid får livet til at gå videre, siger museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen.
Museum Silkeborg begyndte at samle mundbind allerede i efteråret, men så kom omikron-varianten, og danskerne fik atter brug for værnemidler. Nu er restriktionerne væk, og Keld Dalsgaard Larsen håber, at flere vil forære de aflagte mundbind væk.
Museet er ikke interesseret i de blå engangsmundbind, men er derimod på udkig efter de hjemmelavede og kreative af slagsen.
- Hvert mundbind har sin egen historie. For eksempel fik vi et fra en syg mand, som fik sin kone til at lave et mundbind, hvor der var lavet et smil med et par tænder, der så godt bøvet ud. Det signalerer med et smil til buschaufføren eller kassedamen, at vi vil hinanden det godt og vil beskytte hinanden.
Museum Silkeborg har indtil videre fået 40 af de kreative mundbind - museet håber at nå op mod 100.