Natklubber må holde åbent til klokken to - bare ikke dem i Silkeborg og Aarhus

Modsat i resten af landet får restauranter, caféer og barer i Silkeborg og Aarhus ikke lov til at udvide åbningstiden.

Diskotek
Foto: Michael Bothager / MIBO / Ritzau Scanpix

Det var en god nyhed, der ramte restauranter, caféer og barer, da regeringen lørdag meddelte, at de nu måtte forlænge åbningstiden fra midnat til klokken 02.00. Den glæde ser dog ud til at blive kortvarig, hvis man har sit udsyn fra enten Aarhus eller Silkeborg, for her får restauranter, caféer og barer nemlig ikke lov til at udvide åbningstiden.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Lige nu bliver der i ministeriet arbejdet på en bekendtgørelse, som skal forhindre nattelivet i Silkeborg- og Aarhus Kommune at holde åbent til efter midnat. 

I resten af landet får barer, restauranter, caféer og lignende steder ellers lov at holde åbent til klokken 02.00 under forudsætning af, at der ikke lukkes nye gæster ind efter klokken 23.00.

Forbuddet mod de to kommuner skyldes de høje smittetryk, og det forventes at træde i kraft den 19. august.

Sundsheds- og Ældreministeriet oplyser, at man følger situationen tæt og vil ophæve forbuddet igen, når myndighederne finder det forsvarligt. Det kan dog heller ikke udelukkes, at samme forbud vil ramme andre kommuner, hvis smittetrykket skulle stige der.