Offentliggjorde overvågning på Facebook - nu har tyv afleveret t-shirt tilbage
Overvågning af tyveri i Silkeborg blev offentliggjort på Facebook. Nu har én af tyvene afleveret t-shirten, han stjal, tilbage.
Én af de to tyve, der i sidste uge stjal en dyr t-shirt fra Laura Thomsen Luxury i Silkeborg, har afleveret den tilbage. Det skriver Midtjyllands Avis.
- Trøjen var ikke intakt, og derfor måtte han betale for den. Men jeg har respekt for, at han vender tilbage med trøjen. Jeg har aftalt med drengen og forældrene, at vi mødes fredag til en kort kaffesnak for at få hele sagen rundet af. Jeg kan godt forstå, at der står en dreng tilbage med røde ører, og jeg kan som forælder også sætte mig ind i deres situation, siger indehaver Henrik Thomsen til avisen.
Det var Henrik Thomsen, som lagde overvågningsbilleder fra tyveriet på Facebook. Nu håber han, at en anden gerningsmand, som også stjal en t-shirt magen til, kommer til at betale.
- Nu må vi se, hvad der sker. Som jeg forstår det, skal de tale med politiet i løbet af nærmeste fremtid, konstaterer Henrik Thomsen.
Også Henrik Thomsen har et mellemværende med politiet. Det er nemlig ulovligt at dele overvågningsbilleder på Facebook.