Savnet kvinde fundet død
Den 41-årige kvinde, som politiet de seneste uger har ledt efter ved Bryrup, er fundet død.
En kvinde er fundet død ved en skov i Bryrup. Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi.
- Jeg kan bekræfte, at det er hende, vi har ledt efter i mange dage, som vi har fundet ude i skoven, siger vagtchef Anders Bøje Hansen.
Politiet hentyder til den 41-årige kvinde, der siden 5. december har været forsvundet ved Bryrup. Der er siden blevet søgt med hunde, dykkere, politi og frivillige, men uden held indtil i dag.
Det er endnu for tidligt at sige, hvordan kvinden er død, men det skal et ligsyn mandag gøre politiet klogere på.
- Vi har været derude det meste af formiddagen, men der er umiddelbart ikke tegn på forbrydelse, siger Anders Bøje Hansen.
De pårørende er underrettet om fundet.