Se skraldedykkers vilde fund: - Det var, som om bunden var lavet af sølv

Nu håber han at kunne finde frem til ejerne af de mange tyvekoster.

Søren Christiansen har lige nu havebordet fyldt med alle de ting, som han fandt på bunden af Gudenåen.
Søren Christiansen har lige nu havebordet fyldt med alle de ting, som han fandt på bunden af Gudenåen.
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Han er vant til at se lidt af hvert, når han dykker efter skrald.

Men søndagens fund var alligevel lidt udover det sædvanlige for skraldedykkeren Søren Christiansen.

- Normalt når vi kigger ned, så ligger der alt muligt skrammel. Her var det, som om bunden var lavet af sølv, forklarer han.

0:23

Søren Christiansen er med i gruppen Silkeborg Skraldedyk, der forsøger at gøre Gudenåen og i særdeleshed Remstrup Å ved Silkeborg fri for affald.

- Vores primære opgave er at tømme det for affald, men at finde sådan noget her gør det da lidt ekstra sjovt, siger han.

Vil finde ejerne

Søndagens store fund består formentlig mest af tyvekoster, der er blevet dumpet i søen, men nu igen er kommet tilbage til overfladen - takket være Søren Christiansen.

- Det har ingen reel værdi, det er kun affektionsværdi, hvis vi kan finde dem, der har haft dem, siger han.

Og det er før lykkedes ham at finde frem til ejerne af nogle af de mange fund. Så det håber han kan ske igen denne gang.

- Nogle ting har været væk i flere år, og så dukker det lige pludselig op igen. Det er da sjovt at være med til, fortæller Søren Christiansen.

Politiet melder hus forbi

Skraldedykkeren har været forbi politiet med tyvekosterne, men de har ikke ment, at der var noget, de kunne gøre i det her tilfælde.

- Vi kan godt tage tingene ind, men det skal også give mening. Der skal være noget, som vi kan efterforske ud fra, siger Peter Justesen, politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Og det var der altså ikke her, da der ikke var noget af hverken økonomisk eller efterforskningsmæssig værdi, vurderede politiet.

- Men vi er rigtigt glade for, at folk henvender sig til os med den slags. Det skal de endelig gøre, slår politikommissæren fast.

2:25
En dykker fra Silkeborg, gjorde sig et ret udsædvanlig fund i Gudenåen.