Tidligere ansat retter kritik mod plejecenter efter 78-årig mands død: - Der var bare ikke hænder nok
Plejecentret Solgården er for alvor kommet i vælten, efter et brødrepar stod frem med kras kritik på vegne af deres far.
For bare en uge siden rettede brødreparret Morten og Martin Ganzhorn Nielsen en hård kritik mod plejecentret Solgården, der ligger i Sjørslev ved Kjellerup.
De to beskyldte centret for at være skyld i omsorgssvigt mod deres demensramte far, John Nielsen, da de flere gange havde fundet ham gennemvædet i urin og afføring.
Derudover mente de ikke, at deres far altid fik tilstrækkelig hjælp til at spise eller drikke.
Nu kommer en tidligere medarbejder på Solgården så med en ny kritik mod stedet. 46-årige Peter Frost fra Thorsø var fra november 2022 og 12 uger frem i praktik som social- og sundhedsassistent-elev på Solgården, og han var bestemt ikke imponeret af de forhold, han blev mødt af.
- Min oplevelse var, at meget af personalet prøvede at gøre sit bedste, men der var bare ikke hænder nok. Der var borgere, som nogle gange lå og skreg i sin seng, fordi de ikke selv kunne komme op, og ingen havde tid til at hjælpe dem, fortæller Peter Frost.
Ikke haft noget med John at gøre
Peter Frost studerer sammen med Morten Ganzhorn Nielsen, og derfor har han fulgt ekstra godt med i den seneste uges historier om Solgården. Kort efter brødreparret stod frem afgik faren ved døden.
I sin tid som elev på centret var Peter Frost aldrig selv inde over behandlingen af brødreparrets far, da det ifølge ham kun var uddannet personale, der måtte være det. Peter Frost oplevede dog også selv ting, som han måtte nedprioritere på grund af for mange opgaver.
- Det var svært at nå det hele, og så var det typisk rengøring og tøjvask, der blev nedprioriteret, fortæller han.
Én ting er rengøring og tøjvask, men kan det virkelig passe, at man ikke kan nå at hjælpe beboere med at spise og drikke?
- Jeg har som sagt ikke haft noget med John at gøre, men jeg har da ofte tænkt over om, man kunne gøre noget anderledes. Nu var jeg der som elev, så det var svært for mig at gøre noget, men min oplevelse var, at personalet gerne ville – tiden var bare ikke til det.
Plejecenter eller psykiatrisk bosted?
Solgården er i dag et plejecenter for ældre med et aktivt alkoholmisbrug. De ansatte på Solgården er derfor uddannet til at håndtere personer med misbrug, men ifølge Peter Frost giver det nogle problemer, når sådan en gruppe bliver placeret på et plejehjem.
- På papiret er det et plejecenter, men reelt er det jo et psykiatrisk bosted. Beboerne drikker alle sammen, så der følger en masse psykiatriske opgaver med, som man ikke får lov til, fordi der ikke er økonomi til det, fortæller Peter Frost.
I dag er Peter Frost elev et andet sted. Han fortæller, at han ikke ved, hvordan forholdene på Solgården er i dag, men han har alligevel en forhåbning på vegne af centret.
- Hvis man vil have, at det skal være et sted for psykiatri, så skal pengene også følge med, lyder opfordringen.
Det er ikke lykkedes at få et interview med sundheds- og omsorgschef i Silkeborg Kommune, Malene Herbsleb. Hun har dog sendt os et skriftligt svar:
- Solgården er et plejecenter, der har særlige kompetencer til at tage hånd om ældre, aktive alkoholikere. Der bliver generelt løbet stærkt på plejecentrene. Bemandingen er bestemt ud fra det politisk fastlagte serviceniveau, skriver Malene Herbsleb.
Til situationen med brødreparret Morten og Martin Ganzhorn Nielsen skriver hun følgende:
- Jeg har stor medfølelse i forhold til familiens tab. Da familien har fortalt, at de har anmeldt Solgården til politiet, afventer vi henvendelsen fra politiet og vil være behjælpelig, så godt vi kan.