Tilbage i tiden i Thorning: Mød riddere og masser af musik
Museum Silkeborg Blicheregnen sender besøgende tilbage til en tid med barske riddere og muntre musikanter.
Riddere med rustninger og masser af musik kan man møde i weekenden i Thorning nær Silkeborg.
Museum Silkeborg Blicheregnen holder nemlig middelaldermarked.
Idéen til markedet kom tilbage i 2019, men det er første gang, at arrangementet løber af stablen, og det glæder museumsinspektøren, Marianne Gjørtz Hougaard, at de endelig kan byde gæster velkommen.
- Det betyder meget for byen og for lokalområdet, at vi faktisk kan arrangere sådan noget. Der kommer folk fra hele landet, fortæller hun.
Og det er ikke tilfældigt, at markedet bliver holdt lige udenfor det midtjyske museum.
- Vi laver et middelaldermarked her, fordi slaget på Grathe Hede fandt sted i år 1157 lige uden for Museum Silkeborg Blicheregnen. Derfor synes vi, det er total oplagt at lave det her marked, forklarer hun.
Ifølge museumsinspektøren var det på Grathe Hede, at en blodig borgerkrig i landet blev afsluttet, da kongerne Valdemar og Svend mødtes udenfor Thorning, for at afgøre hvem der skulle styre landet.
Middelaldermarkedet finder sted både lørdag og søndag.