Ung mand forsøgte røveri: - Undskyld har brug for penge

Gerningsmanden forsvandt ud af butikken, da ekspedienten trykkede på overfaldsalarmen. Han fik ingen penge med sig.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi fik torsdag aften en anmeldelse om en sag, som man umiddelbart betragter som et røveriforsøg - om end det var et noget utraditionelt forsøg.

Anmeldelsen kom klokken 20.38 fra Rema 1000 på Julsøvej i Sejs. En ung mand med et sort mundbind kom ind i butikken og placerede en seddel på kassen.

- Undskyld har brug for penge nu, stod der på sedlen.

Medarbejderen ved kassen mente dog ikke, at han skulle have penge og trykkede på overfaldsalarmen.

Det fik den unge mand til at løbe ud af butikken - uden at få noget med sig. 

- Nu må vi se, hvad sagen ender med. Der er formentlig tale om et røveriforsøg, men det virker lidt ukvalificeret, og han kom ikke med nogen direkte trusler, siger politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg, Lasse Ivanøe.

Han understreger, at politiet meget gerne vil have et tip, hvis nogen har set den unge mand forlade butikken.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.