Vandet volder fortsat problemer i Silkeborg
Der er mere regn på vej, når vi kommer til weekenden.
Selvom Gudenåen ikke kan klare en dråbe mere, så har vi nok ikke fået den sidste regnskylle i denne omgang. Det betyder også, at man fortsat holder vejret, hvis man bor omkring Gudenåen.
Krisestaben, som er nedsat af beredskabet Midtjysk Brand & Redning og Silkeborg Kommune, følger situationen løbende og er også klar, hvis vejrprognoserne holder.
Der ser nemlig ud til at være mere regn på vej i weekenden.
Vandføringen ved slusen i Silkeborg slog i går eftermiddag rekord med næsten 56.000 liter vand i sekundet.
47.000 liter i sekundet er defineret som en 100 årshændelse, og vandføringen ligger fortsat i dag over 50.000 liter i sekundet.
Det er mere end dobbelt så meget som i begyndelsen af februar og fem gange så meget som i en almindelig sommermåned.
Over 14.000 sandsække udleveret
Beredskabet har siden 15. februar og frem til i dag klokken 12.00 udleveret 14.114 sandsække til små 75 ejendomme. Selvom der er blevet udleveret rigtig mange sandsække, er det stadig muligt at få fat i gratis sandsække og sand.
Silkeborg døjer også fortsat med vand på mange veje. Sørkelvej, Funderholmevej og Tollundvej er fortsat lukkede på grund af store vandmængder på kørebanen.
Krisestaben overvejer også at lukke Sortenborgvej på grund af vand.
Situationen er stabil og de resterende veje er farbare, men man skal ifølge beredskabet køre forsigtigt -især hvis det bliver frostvejr.