Vinterpausen er slut: Silkeborg IF vil tilbage i superligaen
For et halvt år siden blev Michael Hansen kastet ind i rollen som cheftræner i Silkeborg IF. Nu skal han bringe dem tilbage til Superligaen.
Michael Hansen er et velkendt ansigt i klubben og var med til at vinde Silkeborgs eneste mesterskab i 1994. han overtog mandskabet midt i sæsonen og nu har han haft en tiltrængt vinterpause på tre måneder til at forberede holdet mod det næste mål - at komme tilbage i Superligaen.
- Når man kommer som træner midt inde i sæsonen og har mange kampe, så er det dejligt at vi har kunne træne og snakke noget mere, siger Michael Hansen med henvisning til de seneste måneders arbejde med spillerne.
- Der er blevet skruet på nogle forskellige knapper. Det er lidt noget andet, vi har skulle vænne os til, så derfor har det været rigtig fint med en lidt længere opstart, siger spiller Simon Jakobsen.
Den 47-årige cheftræner bliver afløst af Kent Nielsen om tre måneder. Til den tid håber han, at Silkeborg har skiftet status fra et 1. divisions til et Superligahold.
- Vores målsætning er at rykke op. Det ville være dumt at sige andet. Vi ligger til at kunne kæmpe med om førstepladsen. Vi ligger i hvert fald til at bliver nummer to eller tre - alt andet vil være en stor skuffelse, en fiasko nærmest, siger Michael Hansen inden forårspremieren på søndag, hvor Silkeborg IF tager imod Roskilde.
Kampen fløjtes i gang 13.45. Silkeborg IF ligger nummer to i tabellen fire point efter Viborg.