85-årig dame endte i modsatte vejbane og kørte frontalt ind i anden bilist
Et voldsomt uheld fandt onsdag eftermiddag sted på A26 nær Roslev.
Det kunne være gået grueligt galt, da en 85-årig kvindelig bilist onsdag eftermiddag kom kørende på Rute A26 i nærheden af Roslev. Kvinden endte nemlig omkring klokken 17 i modsatte vejbane, og her ramte hun først en lastbils anhænger, og efterfølgende kørte hun frontalt ind i en anden personbil.
Kvinden er fra Erslev på Mors, og hun var efterfølgende midlertidig ukontaktbar. I den anden bil sad en 48-årig kvinde.
- Begge parter var umiddelbart ok, men det kunne være gået noget værre til. Det foregik i en 60 kilometer zone, men der er nogle steder på strækningen, hvor man må køre 90 kilometer i timen, så der havde det været rigtigt alvorligt, fortæller Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive.
Var hverken påvirket eller syg
Selvom de to kvinder ikke så ud til at være kommet voldsomt til skade, blev de begge efterfølgende kørt til traumecentret i Viborg til tjek. Derudover var der betydeligt materiel skade på bilerne.
- Begge biler er totalskadede, konstaterer Niels Bach.
Det er uvist, hvorfor den 85-årige kvinde endte i den modsatte vejbane. Hun var nemlig hverken påvirket eller syg.
Politiet omtaler derfor årsagen som foreløbigt uforklarlig, og den skal derfor nu vurderes af en af politiet særlige afdelinger.
- Det er afdelingen for særlov, der skal træffe beslutningen, om der skal ske sigtelse eller ej, oplyser Niels Bach.