Arbejdsulykke i Skive: Fik bold i hovedet og blev slået bevidstløs
En 48-årig mand fra Tjele fik mandag en oppustelig bold i hovedet, mens han var i gang med at støbe en bund i en regnvandsbrønd.
En 48-årig mand arbejdede mandag ved et regnvandsanlæg på Viborgvej 85 i Skive. Her var han i gang med at støbe en beton-bund i en brønd.
Under arbejdet blev han pludseligt ramt af en oppustelig bold i hovedet, oplyser Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Bolden er en særlig type bold, som ifølge politiet blev brugt til at lukke af for regnvand, mens manden var i gang med at støbe beton i brønden.
- Manden blev slået bevidstløst, da bolden gav efter. Men han kom til sig selv, og han kom selv op af brønden, fortæller Niels Bach.
Arbejdsulykken skete klokken 9.13, og det var manden selv, der fik tilkaldt politiet og ambulancen.
Bolden har givet manden skader i ansigtet og på den ene arm.
Politiet har efterfølgende kontaktet Arbejdstilsynet, som skal lave undersøgelser af sagen.