Festival skifter navn til "lykke" - og folk er vilde med det
Fra "handicap" til "lykke". En festival i Skive har skiftet navn, og det møder stor opbakning.
I regnvejr festede et par tusinde gæster i dag tirsdag til tonerne af Kandis, MD-Duo og Fyr & Flamme.
- Vi er så glade for at være her, siger én af gæsterne, vi mødte.
Det våde vejr var ikke noget, der slog deltagerne ud, og således giver navnet på festivalen også ganske god mening.
Skive Lykke Festival hedder endagsfestivalen nemlig for første gang. I 12 år har den ellers heddet Skive Handicap Festival.
Michael Eiskjær er formand for festlighederne, som Skive Festival arrangerer i samarbejde med kommunen.
- Lykke er jo et gladere ord og det er jo det, der er omdrejningspunktet.
- Brugerne kan få en lykkelig dag, så hvorfor ikke kalde det noget, som associerer med det. Og så har der været stor forespørgsel fra blandt andet ældrecentre, som også spørger, om de må komme og være en del af det her.
En rekordfestival
Og noget tyder på, at det nye navn er et godt valg. I år deltog 2200 personer, og det er "bestemt" rekord, fortæller arrangøren.
- Jeg tænker, at der er flere, der har tænkt, at nu er det for alle, og så er det mere legalt, at de også kommer.
Den trofaste konferencier Jacob Haugaard roser også navneskiftet.
- Det, synes jeg, lyder godt. Det er træls, det der handicap-noget. Det er da meget bedre at hedde lykkefestival!
Sådan har Christian Christensen, der har autisme, og som hjælper med at styre parkeringspladsen, det også.
- Det er meget bedre, for det kan være for alle - også dem, der ikke har et handicap, siger han.
Festivalen vender tilbage igen til næste år.