Forurening sender flere flasker vand over disken
Vandet er forurenet på Fur, og det giver en del udfordringer.
Der ryger ualmindeligt meget flaskevand over disken hos Dagli’ Brugsen på Fur i de her dage.
Søndag blev der fundet enterokok-bakterier i vandet fra øens vandværk, og derfor opfordres øens beboere og gæster til at koge al vand fra vandhanen, der skal drikkes eller bruges i madlavningen.
En anden mulighed er at købe vand på flaske, og det har mange benyttet sig af.
- Vi har solgt en del vand. Det er ikke sådan, at folk hamstrer, men vi har solgt en del, siger Thomas Lindegaard, der er uddeler i øens Dagli’ Brugsen.
Han har også sørget for, at der er nye forsyninger på vej.
Vi har taget vores forholdsregler og bestilt noget mere, smiler uddeleren.
Hos Fur Børnehus giver vandforureningen også udfordringer.
- Børnene tager det fint. De er rimeligt omstillingsparate. Vi har fundet vanddispenseren frem, og så ved de godt, at de skal drikke det, siger daglig leder Kenneth Ladefoged Andersen.
- Når vi vasker hænder, skal vi stadig vaske med vand og sæbe, og så kan vi tilføje kogt vand at skylle efter med. Men vi glæder os til, at det ikke er nødvendigt mere, slår han fast.
Det er ligesom coronatiden?
- Ja, men børnene kan ikke huske, hvordan det har været. Nogle af dem kan godt huske noget med håndsprit, siger den daglige leder fra Fur Børnehus.
Hvor længe der går, før vandet på Fur igen er normalt, har de endnu ikke noget endegyldigt svar på hos Skive Vand A/S. Det bliver tidligst fredag.
- Vi får taget prøver igen i dag, og vi forventer og håber, at hvis det viser sig, at det er rent, så kan vi frigive igen på fredag, siger direktør Ivan Drejer.