Imam idømt betinget fængsel for at håne homoseksuelle
En imam fra Skive har fået 14 dages betinget fængsel for hånende kommentarer om homoseksuelle.
Imamen Mohamad Jammal fra Skive har fået 14 dages betinget fængsel. Det skriver Skive Folkeblad.
Han var tiltalt for at overtræde racismeparagraffen, idet han udtalte sig forhånende om homoseksuelle i Skive Folkeblad og Jyllands-Posten. Blandt andet sammenlignede han homoseksualitet med dyresex og pædofili.
- Jeg er meget tilfreds. Dels bliver han fundet skyldig i hele tiltalen. Det er jeg tilfreds med. Dernæst er jeg meget tilfreds med strafudmålingen, siger Ulrik Panduro, specialanklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST.
Torsdag kl. 11 faldt dommen ved retten i Viborg. I de fleste tilfælde er det i lignende sager endt med dagbøder, men dommen her er strengere.
Retten valgte at følge anklagerens påstand om en strengere straf i form af betinget fængsel på grund af en sammenligning mellem pædofili, der er ulovlig, og homoseksualitet.
- Retspraksis er normalt en bøde på cirka 5.000 kroner. Men i denne her sag er det jo ikke en almindelig person. Normalt er det jo, fordi folk skriver noget på Facebook. Men den hårdere straf skyldes, at han er imam og udtaler sig i sit virke som imam. Han er jo en religiøs og til dels politisk leder, så han har stor indflydelse for en række mennesker. Det er et skærpende moment, og det var retten enig i, siger UIrik Panduro.
Dommen er betinget af, at imamen ikke foretager sig noget ulovligt i en prøvetid på et år. I så fald slipper han for fængsel. Mohamad Jammal er også dømt til at betale sagens omkostninger.
Det er endnu uvist, om sagen ankes.