Kilopris på 240 kroner fik Birgitte til at avle blåbær: - Nu er jeg altså jyde, så det skulle jeg ikke give
Birgitte Windfeld-Hansen har 3500 blåbærplanter på en mark i Fjends. Det var en tilfældighed, der satte hende i gang som avler.
Der er mange bud på det perfekte sommervejr, men for Birgitte Windfeld-Hansen fra Vridsted i Fjends er der ingen tvivl.
Hun er godt tilfreds, hvis sommeren byder på en god blanding af regn og sol, og det er der en helt speciel årsag til. Hun er blåbæravler og derfor anhængig af de rette forhold til de 3500 planter fordelt på 1,3 hektar.
- Hvis jeg skulle bestemme, skulle vi have lidt regn hver nat og så sol resten af tiden, siger hun.
Sommeren 2021 har med blåbæravlerens ord været ganske udmærket, selv om bærrene er modnet noget senere, end hun havde håbet på.
- Jeg ville godt have haft et lidt varmere forår, så vi var kommet i gang noget før. Men jeg kan ikke klage, siger hun.
Birgitte Windfeld-Hansen har altid godt kunnet lide blåbær, men tanken om selv at blive avler begyndte så småt for 12 år siden, da hun ville købe blåbær i et stort varehus og fandt ud af, at de kostede 240 kroner kiloet.
- Nu er jeg altså jyde, så det skulle jeg ikke give. Derfor kørte jeg ud til en planteskole og købte to planter. Så fandt jeg ud af, at der faktisk er mange forskellige sorter, og pludselig havde jeg 30 forskellige, fortæller hun.
Bærrene fra Fjends bliver blandt andet solgt til nogle mindre lokale butikker, men ellers står pluk-selv for det meste af omsætningen. Og avleren fra Fjends er godt tilfreds med sin forretning og drømmer ikke om at udvide.
- Jeg har ikke planer om at skulle have en masse ansatte. Det her passer lige til mig, siger hun.