Kvinde står til kæmpe bøde: Solgte ulovlige puff bars via posten
- Det bliver en temmelig bekostelig affære, siger politiassistent Niels Bach.
En 26-årig kvinde fra Salling har tilsyneladende drevet en omfattende forretning med at sælge ulovlige puff bars - en slags e-cigaretter med forskellige smagsvarianter - via postordre.
Politiet aflagde mandag formiddag besøg hos kvinden efter at have fået et tip om det ulovlige salg, og under ransagningen fandt betjentene 257 puff bars.
Kvinden erkendte, at hun i en kortere periode har solgt de ulovlige nikotinprodukter og sendt dem med posten, og hun er nu sigtet for overtrædelse af markedsføringsloven jævnfør loven om e-cigaretter.
Præcis, hvor mange puff bars kvinden har solgt, ved politiet ikke. Men alene fundet af 257 styk betyder, at hun formentlig kan se frem til at skulle betale en stor bøde.
Politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive oplyser, at told- og skattemyndighederne har den regel, at man får en bøde på 10.000 kroner for hver smagsvariant, man ligger inde med.
- Jeg vurderer, at vi fandt i hvert fald fandt 20 forskellige varianter, så det bliver en temmelig bekostelig affære, siger Niels Bach.
Folketinget har for nylig strammet reglerne, så det nu er ulovligt både at købe, besidde og indføre puff bars.
- Vi kan ikke leve med, at børn og unge uden problemer kan få fat i puff bars, der udover at være ulovlige at sælge i Danmark er sundhedsskadelige og afhængighedsskabende, lød det i juni fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Med stramningen ønskede politikerne blandt andet at ramme kriminelle, der tager store mængder ulovlige e-cigaretter med ind over grænsen. For at undgå at kriminalisere privatpersoner unødigt, er det dog lovligt som rejsegods at indføre og besidde 10 puff bars - men kun til eget forbrug.
Politiet beslaglagde de ulovlige puff bars og overdrog herefter sagen til skattemyndighederne.