Mand fundet sovende i skoven: Nu koster det ham kassen
Der er mange måder at sove sin brandert ud på, men en mand fra landsdelen valgte tirsdag en af dem, man hurtigt kan fortryde.
En dyr lur.
Det kan man vist godt kalde det, som en 38-årig mand fra Herning-egnen tog sig tirsdag. For her blev han fundet i sin bil uden for Skive, hvor han tilsyneladende sov sin brandert ud.
- Kørekort er væk, bilen er væk. Det er sgu dyrt, siger Niels Bach, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.
Tirsdag formiddag klokken 09.57 blev politiet gjort opmærksomme på, at der holdt en bil med motoren tændt i et skovområde ved Svansøvej syd for Skive.
Da patruljen nåede frem, kunne de både se og lugte, hvad der var sket.
Bilen flød med øldåser, og den 38-årige mand bag rattet lugtede derefter, oplyser politiet.
Mister sin Aygo
Da han blæste i alkometeret, var promillen så høj, at han nu får prædikatet vanvidsbilist. Det sker, når promillen overstiger 2,0.
Selvom manden sigtes for vanvidskørsel, er det reelt ikke til at sige, om han har kørt i bilen. Men motoren var i hvert fald tændt, oplyser politiet. Så nu er manden blevet en Toyota Aygo fattigere.
Sov på banegården
En mistet bil fik dog tilsyneladende ikke manden til at blive ædru lige med det første.
Klokken 15.57 blev politiet i hvert fald igen alarmeret om en fuld, sovende mand. Denne gang lå en mand og sov på gulvet på banegården.
Da politiet nåede frem, viste det sig at være den samme mand igen.
- Hans promille var ikke blevet lavere, siger Niels Bach.
Politiet så sig derfor nødsaget til at anholde manden og sigte ham for at overtræde ordensbekendtgørelsen, fordi hans fuldskab havde været til gene.
Efter at have sovet i en bil og på banegården endte han derfor med at overnatte i Holstebro i detentionen.
Den endelige promille skal nu fastslås via en blodprøve. Hvis blodprøven viser under 2,0, kan manden få sin bil igen.